”Vi må aldrig blive fanget i snæver erhvervs-tænkning”

STAFETTEN: Erhvervsmanden og ejendomsinvestoren Pierre Legarth, der er formand for Business Kolding, opfordrer de sydjyske byer til at tænke stort og ambitiøst, hvis de vil skabe succesfuld erhvervsudvikling

pierre_legarth

I de seneste uger har der været mere end almindeligt travlt for erhvervsmanden Pierre Legarth. De massive vandmængder har nemlig givet store udfordringer i Kolding, og vandmasserne har været kun få centimeter fra at presse sig ind i flere af de mange ejendomme i Kolding, som Pierre Legarth indtil nu har investeret i.

Alligevel holdt erhvervsmanden – der er kendt for at involvere sig bredt og vidt – sig ikke tilbage, da erhvervsstafetten blev kastet videre til ham. Det er nemlig en mulighed for at tale erhvervs-, by-, bolig- og kulturudvikling på én og samme tid.

- Vi må aldrig blive fanget i snæver erhvervs-tænkning, siger Pierre Legarth, der også er bestyrelsesformand for Business Kolding med knap 900 medlemmer og på den måde er med til at drive hele erhvervsudviklingen i byen.

Bolig og business

Det handler nemlig om meget mere end business, når virksomheder og medarbejdere vælger, hvor i landet de skal placere sig, påpeger Pierre Legarth.

- Hvis vi som by vil fastholde og udvikle endnu flere arbejdspladser end de omkring 52.000, som vi har i Kolding, så er det helt afgørende, at Kolding også er et attraktivt bosted. Det kræver spændende bynære boliger med attraktive og smukke beliggenheder, ligesom unge mennesker i dag er meget klimabevidste og tænker grønne og energivenlige boliger, siger Pierre Legarth og fortsætter:

- I disse år er der byggeboom i mange storbyer, bl.a. Kolding, og skal man lykkes med massiv befolkningstilvækst, så kræver det, at bystyret er dygtige til at tiltrække investorkapital, eksempelvis pensionskasser og private ejendomsinvestorer, som er parate til at investere intensivt i by og boligudvikling – kombineret med attraktiv erhvervsudvikling og uddannelsesinstitutter.

By og kultur

Men et godt erhvervsklima og gode boliger gør det ikke alene, påpeger Pierre Legarth.

Medarbejdere kræver noget ekstraordinært. Vi vil bo godt, vi vil have et meningsfuldt arbejde, men vi vil også beriges, når vi har fri. Derfor skal der også være et rigt kultur- og fritidsliv i byen, siger Pierre Legarth og fortsætter:

- Med i den pakke hører et godt handelsliv. I Kolding har vi et stærkt storcenter, men som alle andre byer i landet oplever vi også udfordringerne i bymidten. Det er ikke blevet nemmere at drive detailbutik med nethandlens fremmarch, og her skal detailhandlen, kommunen og udlejerne i fællesskab være kreative og skabe den forandring, der skal til for at slå nethandlen.

Glem ikke uddannelsen!

Pierre Legart smider nok en trumf, som giver erhvervsudviklingen de bedste betingelser: Uddannelse.

- Kolding er en uddannelsesby med bl.a. universitet, IBA og mange videregående uddannelser, og det betyder utroligt meget for virksomhederne. Det gør det nemt for dem at rekruttere dygtige medarbejdere, ligesom de har adgang til viden- og vidensamarbejder. I Business Kolding arbejder vi lige nu på at styrke samarbejdet mellem uddannelserne og virksomhederne yderligere, bl.a. via en praktikplatform, som dermed tilbyder flere studerende praktikpladser i Kolding Kommune. Virksomhederne ser også værdiskabelsen her, men vores fornemmeste opgave er at fastholde vores studerende som bosættere i Kolding Kommune efter endt uddannelse, siger Pierre Legarth.

Han har selv via Pierre Ejendomme projektbyggerier på omkring 300 nye boliger i Kolding i pipeline, som forventes færdigbygget indenfor de næste tre år. Han opfordrer de sydjyske byer til at gribe momentum.

- Lige nu er vinduet åbent. Pensionskasserne og private fonde investerer massivt i nye energirigtige boliger, og der er virkelig gang i byggebranchen. Kommunerne skal udvikle velbeliggende boligudstykninger og give plads til kreative og bæredygtige projekter og ikke mindst være fleksible i forbindelse med lokalplanprocesserne – det er vigtigt.

Sidst opdateret: 05.03.2020