Tilskudsprogram parat til at hjælpe brexit-ramte virksomheder

10.10.2019

Storbritannien er nu officielt ude af EU, og nu gælder en overgangsaftale frem til 31. december 2020. Derfra er det aldeles uklart, hvilke regler og bureaukratiske udfordringer de danske virksomheder vil møde. Men landets seks erhvervshuse er klar med et tilskudsprogram, som sikrer ekspertrådgivning til virksomhederne.

brexitpm_ac

Hvilke udfordringer og forhindringer, som de danske virksomheder vil stå i efter 31. december 2020, er vanskeligt at spå om, men lige nu er fronterne ridset skarpt op mellem EU og Storbritannien i de kommende forhandlinger. Jo længere forhandlingerne trækker ud om den nye samhandelsaftale, jo mere efterlader det virksomhederne på pinebænken frem mod skæringsdatoen 31. december.

Indtil da vil samhandlen kommer til at foregå mere eller mindre uændret, vurderer Tyge Rasmussen, advokat, Kromann Reumert, som følger Brexit på tæt hold. Virksomhederne skal dog indstille sig på de nye forhold efter transitionsperioden:

- Der vil være en række administrative og omkostningsmæssige forhold, som man skal tage højde for i sin planlægning og prissætning. Desuden er det sandsynligt, at Storbritannien ikke vil være en attraktiv "gateway" ind til det indre marked, hvis man fx har hoveddelen af sit lager i Storbritannien, siger Tyge Rasmussen.

Klar med støtte og vejledning

De danske virksomheder står med andre ord til at risikere at miste omsætning og indtægter. Derfor står Danmarks seks erhvervshuse klar med et tilskudsprogram til de danske virksomheder, der har brug for ekspertrådgivning i forhold til den nye handelssituation efter brexit.

- Hurtig tilpasning til de nye handelsforhold bliver et vigtig konkurrenceparameter for de virksomheder, der fortsat vil basere sig på samhandel med Storbritannien. Derfor har vi udviklet et program, der skal støtte de danske virksomheder i afklaringen af deres forhold efter brexit, siger projektchef i Erhvervshus Sydjylland, Andreas Cæsar Møller Jensen.

Erhvervshusenes brexitprogram henvender sig især til de mindre og mellemstore virksomheder – såkaldte SMV’er. Her mangler ressourcerne ofte til selv at skaffe sig overblik over nye handelsbetingelser og bureaukratiske udfordringer. Anslået har mere end 3.000 danske SMV’er samhandel med Storbritannien.

- Handelsbetingelserne i forhold til det britiske marked kommer til at se anderledes ud for de danske virksomheder. Og vinderne bliver de virksomheder, der bedst formår at tilpasse sig og finde nye veje i det nye administrative billede, siger Andreas Cæsar Møller Jensen.

Tilskud kan hjælpe

Hos industrivirksomheden KL Automatik i Vejle udgør eksporten til Storbritannien omkring 20 procent. Her vil man nu have Brexit-hjælp.

- Vi har selvfølgelig selv planer og ideer til, hvordan vi kan gøre det, men kan vi få tilskud til brexit-rådgivning, er vi interesserede i det. Vi har bl.a. Tulip Ltd. som stor kunde i Storbritannien, og vi har brug for rådgivning til for eksempel arbejdstilladelser, gode speditionsveje, fortoldning osv., siger Andreas Marklund, Business Development Manager, KL Automatik.

Fakta

Erhvervshusenes Brexit-program

  • Muliggjort via projektbevilling på 9,75 mio. kr. fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses decentrale erhvervsfremmemidler.

  • Projektet eksekveres af de seks regionale erhvervshuse med Erhvervshus Sydjylland som projektlead.

  • Støtten til hver enkelt virksomhed til ekspertrådgivning gives i form af en voucher, som virksomhederne allerede nu kan søge via deres lokale erhvervshuse.

  • Der er i alt seks erhvervshuse, som er placeret i Aalborg, Århus, Vojens, Odense, Sorø og København.

Støtten til ekspertrådgivning fordeles af erhvervshusene til interesserede virksomheder efter ’først til mølle’ princippet.

10.10.2019

brexitpm_ac
Yderligere information – kontakt:

Andreas Cæsar Møller Jensen

Andreas Cæsar Møller Jensen

Speciale: Forretningsudvikling, internationalisering og bestyrelser

Se fuld profil