Sydjysk eksport 2021: Godkendt, men der er potentiale for endnu mere

14.06.2021

Klumme: Hver fjerde virksomhed er i gang med eksport - men der kan sagtens komme endnu mere gang i eksporten.

eksportshutterstock

Af Jacob Chr. Nielsen, CEO i Erhvervshus Sydjylland

JacobHar du måske glemt det efter et år med Corona, hvor vi har været optaget af at holde afstand, og hvor verden har været mere lukket end vanligt? Så lad mig da benytte mig af lejligheden til at minde om det: Kloden befinder sig rent faktisk midt i en udvikling, hvor afstandene generelt bliver mindre og mindre – også selv om det måske ikke har virket sådan under Corona.

Det kræver ikke længere tre ugers leveringstid at sende et brev fra det ene kontinent til det andet - eller en opsparet månedsløn at tale en time i telefon med en person på den anden side af kloden. Det hele kan ordnes real-time og online, og det koster næsten ingenting.

Vores logistik- og transportkæder bliver også stadig mere optimerede og effektive – og grønnere. Det forandrer fjerne markeder til nære markeder og giver os alle sammen adgang til en langt bredere vifte af produkter og ydelser. Og det åbner op for masser af nye samarbejdsmuligheder og markeder.

Brexit er undtagelsen

Tekniske handelshindringer forsvinder også gradvist og gør samhandel lettere og mere enkel på tværs af grænser. Med Brexit som et enkelt tilbageskridt har udviklingen i EU bevæget sig i retning af at fjerne nationale særregler og begrænsninger, så samhandlen imellem landene har fået mere ens vilkår. Det betyder, at der er færre regelsæt at forholde sig til, når man vil handle på tværs af landene.

Set med erhvervsudviklings-briller er det alt dette overvejende positivt. For er der én ting, erhvervslivet altid er optaget af, er det at se muligheder. Og historisk har virksomhedernes muligheder for at nå bredt ud og skabe gennembrug på nye markeder aldrig været bedre end nu – trods det senere års opbremsning.

Men er de sydjyske virksomheder gode nok til at udnytte mulighederne? Jo, faktisk ser det ikke så ringe ud endda, for nu at sige det på jordnært jysk.

Hver fjerde er i gang

I Erhvervshus Sydjylland har vi netop udgivet undersøgelsen ’Sydjysk Eksport 2021’. Vi har spurgt små 1.000 virksomheder i de tretten kommuner, som Erhvervshus Sydjylland dækker, ud om deres eksport. Undersøgelsen dokumenterer, at omkring hver fjerde sydjyske virksomhed har gang i eksport. Sorterer vi enkeltmandsvirksomhederne og de selvstændige fra og zoomer ind på vores kernelag af mindre og mellemstore virksomheder, ryger andelen op på omkring en tredjedel.

Sydjyllands geografiske status som ’porten til Europa’ giver os et naturligt forspring i forhold til resten af landet, når det handler om at tænke i eksport. Og det har vi været gode til at udnytte, hvilket vores analyse altså bekræfter.

Det er ikke svært at finde virksomheder, der demonstrerer ægte ’sydjysk verdensklasse’ på eksportfronten. Men der er potentiale for mere - både blandt de virksomheder, der allerede eksporterer, og blandt de der slet ikke er kommet i gang endnu. Hos 64 procent af de eksporterende virksomheder fylder eksporten kun halvdelen eller mindre af virksomhedens samlede omsætning. Da disse virksomheder allerede er i gang og dermed har bevist deres eksportevne, er det en lavt hængende frugt at få dem til at eksportere endnu mere.

Tilbud til alle, der vil eksportere

Derfor har vi også fra Erhvervshus Sydjylland udviklet en række særlige tilbud, der konkret kan understøtte eksporterende virksomheder i at booste deres eksport yderligere. Tilskudsmulighederne for disse virksomheder er mange og varierede lige nu, og endnu flere er på vej i løbet af efteråret.

At hjælpe endnu flere af de ikke-eksporterende virksomheder ud på de internationale markeder, er naturligvis også en opgave, vi tager på os i Sydjyllands fælles erhvervshus.

Her kan vejen være lidt længere, men vi er klar med sparring og dialog samt workshops og diverse tilskudsmuligheder til rådgivning på hele rejsen.

Men giver det mening, at vi bruger offentlige ressourcer på at hjælpe de private virksomheder ud i verden? Svaret er klart ja. I en lille, åben økonomi som den danske er eksporten den allervigtigste nøgle til vækst, velstand og velfærd. Sådan har det været i tusinde år, og sådan bliver det også i fremtiden. Eksport betyder fremgang for os alle, og det har aldrig været nemmere at komme i gang.

Klummen blev bragt i JydskeVestkysten 12. juni 2021