”Medarbejdertrivsel må aldrig komme i anden række”

STAFETTEN: Mette Brøndum, direktør i Lindab A/S med hovedsæde i Haderslev, er i spidsen for en virksomhed, hvis succes bunder i at være en af Danmarks bedste arbejdspladser.

stafet_mette

Uden evnen til at fastholde og tiltrække dygtige medarbejdere er du færdig. Selv om ordene aldrig vil komme så polemisk ud af munden på Mette Brøndum, direktør i Lindab A/S, så er det den mission, hun er drevet af.

- Trivsel og employer branding må aldrig komme i anden række. Du er aldrig bedre end dine medarbejdere, siger Mette Brøndum, direktør i Lindab A/S, der har 550 medarbejdere på syv lokationer i Danmark, herunder 250 ansat på det danske hovedsæde i Haderslev. Virksomheden leverer indeklimaløsninger og byggekomponenter til byggebranchen i både Danmark og udlandet.

- Når vi slår stillinger op, så hører vi tit fra ansøgerne, at de faktisk ikke ved, hvad vi laver, men de har hørt godt om os. Det er vigtigt for os. Vi investerer mange ressourcer i at være en god arbejdsplads, fordi det giver den forretning, som vi gerne vil have, siger Mette Brøndum.

En af Danmarks bedste

Den store medarbejderindsats lønner sig. Lindab er de seneste tre år i træk kåret som en af Danmarks bedste arbejdspladser af det verdensomspændende program Great Place to Work.

- Når vi vælger at satse så massivt på at være en god arbejdsplads, så er det for ikke bare at være en attraktiv virksomhed i byggebranchen. Vi vil tiltrække medarbejdere bredt, siger Mette Brøndum, der ikke er et sekund i tvivl om, hvad der skal til, for at man som virksomhed lykkes med at blive en god arbejdsplads. Hun slår ned på fire områder:

  • God ledelse
  • Menneskeligt mindset hos den øverste ledelse
  • Medarbejdernærvær
  • Fejring af succeser

- Jeg og direktionen møder samtlige 550 medarbejdere fire gange om året, og de er involveret i vores strategi. Vi sørger samtidig for at fejre vores succeser med alle, hvad enten det er fælles kage, en gave eller en bonus, siger Mette Brøndum.

HR er mærkesag

Placeringen af HR hos den øverste ledelse er en mærkesag for Lindab-direktøren.

Jeg kunne godt ønske at HR hed noget andet, men for mig er HR synonym for menneskelig motivationsledelse, og den retning vil jeg gerne stå i spidsen for.

- I mange virksomheder ligger det ’bløde’ i en selvstændig HR-afdeling, men i min verden er det den øverste leder, som skal tage ansvar for retningen og vigtigheden heraf. Vi kalder det for ”Store HR”.

Kom så Sydjylland!

Mette Brøndum ser gerne et styrket samarbejde blandt virksomheder i Sydjylland om fastholdelse og rekruttering af dygtige medarbejdere. Et tættere samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og virksomheder udgør et vigtigt element, påpeger hun.

- Vi har eksempelvis brug for ingeniører og voksenlærlinge, siger Mette Brøndum og fortsætter:

- Det vil være rigtig godt med et tættere samarbejde mellem uddannelser og SMV’er om for eksempel innovationskurser målrettet medarbejdere. Kurser, som medvirker til, at timelønnede medarbejdere bliver bedre til at arbejde med innovation, og hvor de bliver belønnet for at medudvikle virksomheden.

Sidst opdateret: 20.11.2019