Ny aftale sætter turbo på bæredygtig mad

25.03.2021

Et bæredygtighedskompas til fødevareproduktion er på vej til begge sider af den dansk-tyske grænse. Det anerkendte schweiziske institut SFS har indgået en aftale med projektet Positively Produced, og det vækker glæde hos partnerne i projektet.

- Det er et kæmpeskridt for bevægelsen og projektet Positively Produced. Vi kommer langt med den nye aftale, som giver os et reelt værktøj at styre efter, fortæller projektleder Marianne Danling fra Erhvervshus Sydjylland.

- Bæredygtighed er en ledestjerne for erhvervshuset, og vores partnere i projektet arbejder allerede fremad båret af idealistiske tanker om fremtidens fødevarer, som skal være meget mere bæredygtige.

Retningen bliver sikret

Her spiller det nye bæredygtighedskompas en afgørende rolle, når man skal finde retningen for indsatserne. Kompasset kan vurdere omfanget af bæredygtighed 360 grader rundt om produktionen, og det bliver et analyseværktøj for virksomhederne, når de skal forsætte deres rejse.

kompas

- Det er en håndgribelig måde at diskutere bæredygtighed på, som tager højde for de økologiske, økonomiske og sociale aspekter af fødevareproduktion. Bæredygtighed kan ellers risikere at blive elastik i metermål eller i værste fald greenwashing, hvor man bare kalder sig bæredygtig, fortæller Marianne Danling.

Videnskabeligt belæg for rigtigheden

Det er det tyske universitet i Flensburg, Innovative Hochschule Flensburg, som skal kalibrere det kompas, som schweiziske Sustainable Food Systems (SFS) har udviklet. Det skal tilpasses de forhold, som er i grænseregionen, samtidig med at det skal være videnskabeligt velfunderet. Det er forskningsassistent Rebekka Küchler, der er ansvarlig, og hun ser store perspektiver i den nye aftale.

- Bæredygtighed er et etableret forskningsfelt, og den her nye aftale giver os mulighed for at bygge videre på allerede eksisterende viden fra eksperter inden for forskningen i bæredygtige fødevarer. Vi er meget glade for, at dette samarbejde er skabt og ser reel merværdi for alle partnere, siger Rebekka Küchler.

- Det handler ikke kun om berigelsen med ​​bæredygtighedskompasset, men også den professionelle udveksling som kommer til at leve livligt indenfor rammerne af projektet.

Længere på kortere tid

Partnerne i projektet udveksler allerede erfaringer i et netværk, som øger evnen til at skabe mere bæredygtig fødevareproduktion, og det nye kompas bliver et rigtigt godt værktøj til at løfte den proces endnu mere.

- Vi kommer længere på kortere tid, siger Leif Friis Jørgensen, direktør hos mejeriet Naturmælk, som er en af partnerne i projektet.

- Ambitionerne bliver højere, når vi samler ressourcerne til at udvikle og udfordre hinanden frem mod fremtidens bæredygtige fødevarer.

Derfor spår han, at det får afgørende betydning for alle fødevareproducenter i projektet, inklusiv Naturmælk.

- Det betyder, at vi bliver mere strømlinede i den rejse, som vi er på, og vi kommer meget længere, end hvis vi skulle gøre det alene, og vi kommer hurtigere til at levere fremtidens bæredygtige fødevarer.

naturmaelk