Erhvervshuset gjorde status ved velbesøgt nytårskur

25.01.2021

Erhvervshus Sydjylland lever generelt op til forventningerne, men der er masser af opgaver forude. Det var konklusionen, da erhvervshuset inviterede til online nytårkur.

Nytårskur 2021

Omkring 150 havde tilmeldt sig, da Erhvervshus Sydjylland inviterede til nytårskur onsdag d. 20 januar. På grund af Corona-situationen blev arrangementet holdt online med Erhvervshusets formand Henrik Frandsen samt direktør Jacob Chr. Nielsen i studiet sammen med værterne Mette Stahl og Nikolaj Stig Nielsen, der guidede tilhørerne igennem løjerne.

Arrangementet foregik bemærkelsesværdigt nok uden at vise en eneste power point slide, men formede sig som en dialog imellem gæster og værter.

Et år i samarbejdets tegn
Jacob Chr. Nielsen blev indledningsvist spurgt om en status på det forgangne år. Han fremhævede, at Erhvervshuset trods coronakrisen lykkedes med at levere på alle målsætninger i den resultatkontrakt, der blev formuleret ved årets start.

”Vi havde et samlet mål for, at vi i 2020 skulle nå ud til 840 virksomheder, og nu, hvor vi har gjort tallene op i januar, viser det sig, at vi har nået over 2.000 virksomheder”, konstaterede han.

Han fremhævede samtidig, at 2020 har været et år i samarbejdets tegn for erhvervshuset.

”Vi har fået et fantastisk godt, tæt og tillidsfuldt samarbejde med de lokale erhvervskontorer i vores tretten kommuner. Vi har også et godt samarbejde med vores tre business regions. Ligesom jeg synes, at vi har et godt samarbejde med uddannelsesinstitutioner og alle mulige andre, der også arbejder for erhvervslivet i Sydjylland”, sagde Jacob Chr. Nielsen.

Erhvervsfremmereform virker
Erhvervshusets formand Henrik Frandsen blev spurgt, om Erhvervshuset overordnet havde levet op til forventningerne i sine første to år. I sit svar tænkte han tilbage på den erhvervsfremmereform, der i 2018 skabte erhvervshusene.

”Rigtigt mange af de ønsker og milepæle man satte, er vi faktisk lykkedes med”, sagde Henrik Frandsen og henviste til reformens målsætninger om at gøre systemet mere enkelt, undgå overlap og sikre brugerne en glidende overgang fra det ene system til det andet.

”Men vi er ikke i mål endnu”, sagde Henrik Frandsen. Her pegede han blandt andet på opgaverne med at få de nye erhvervsklynger i gang med arbejdet og med at få etableret et fælles sydjysk fyrtårnsprojekt, der kan fungere som pejlemærke for den sydjyske erhvervsudvikling. Han pegede desuden på en stærkere politisk koordinering af erhvervsudviklingen på tværs af hele Sydjylland som et forbedringspotentiale.

Ved siden af de to gæster var der en mængde videoindslag med erhvervshus-medarbejdere, virksomheder og politikere. Nytårskuren sluttede med uddelingen af Erhvervshus Sydjyllands nye virksomhedspris ’Årets Sydjysk Verdensklasse’, som du kan læse om HER.