Nu skal bæredygtig mad på skoleskemaet

20.05.2021

Undervisningsmaterialer til 7., 8. og 9. klasse skal give teenagere viden og forståelse for produktionen af bæredygtige fødevarer. Det skal fremme de bæredygtige valg hos fremtidens forbrugere.

undervisningsmateriale

Fire vidensinstitutioner er gået sammen med seks danske og tyske fødevareproducenter som partnere i projektet Positively Produced. En af partnerne i projektet, Madkulturen, har udviklet et gratis undervisningsmateriale, som skal gøre eleverne i 7.- 9 klasse mere bevidste om bæredygtighed.

- Madkulturen arbejder for at styrke børn og unges kompetencer i forhold til mad og måltider. For os at se er det afgørende, at vores unge mennesker besidder helt basal viden om fødevarer, og hvordan de produceres, fordi vores valg ved køledisken har betydning for både klima og sundhed, fortæller Rasmus Dalsgaard, Programleder for undervisning og bæredygtighed i Madkulturen:

- Derfor så vi også et stort potentiale i at gå ind i dette arbejde og håber, at de danske og tyske skoler vil finde undervisningsmaterialet anvendeligt.

Aldersgruppen er valgt bevidst

- Vi har valgt udskolingen, fordi det optager aldersgruppen, men også fordi gode vaner bliver grundlagt i ungdommen, siger Marianne Danling, projektleder for Positively Produced og ansat i Erhvervshus Sydjylland.

- Samtidig er det elever, hvor man kan arbejde tværfagligt med emner, og det er nødvendigt for at forstå de udfordringer der er i at gøre fødevarer mere bæredygtige.

pp_logo
Projektet Positively Produced vil fremme bæredygtigheden i fødevarebranchen, blandt andet med undervisningsmateriale til fremtidens forbrugere. Læs mere på positivelyproduced.com

Hvordan spiser jeg bæredygtigt?

Eleverne skal finde løsninger på at mindske madspild og undersøge hvordan klimaet påvirkes af fødevareproduktion. Helt konkret skal eleverne formulere en problemstilling, som skal belyses i to eller tre af naturfagene biologi, fysik/kemi og geografi.

- De skal f.eks. sammensætte en menu og regne på, hvad det betyder for bæredygtigheden med valg af kød og grøntsager. Det vil give dem kompetencer til at kunne deltage i den offentlige debat, siger Ole Haubo Christensen, som har været konsulent på materialet.

- Eleverne får en grundlæggende forståelse af, hvordan de spiser sundt, så kroppen får de nødvendige byggesten af protein, kulhydrat og fedt, men samtidig skal de også se på, hvilket aftryk det sætter på den samlede bæredygtighed.

Her skal eleverne sætte deres valg ind i et bæredygtighedskompas, som viser, i hvor høj grad deres valg er bæredygtige.

Passer perfekt til tværfaglighed

Det handler nemlig ikke kun om CO2 eller klimabelastning for bæredygtighed er et komplekst regnestykke, og derfor er det oplagt at gå på tværs af naturfagene.

Ole Haubo Christensen har mange års erfaring med at udvikle undervisningsmateriale, og han var ikke tvivl om, hvordan det skulle gribes an, da han blev inddraget i opgaven af Madkulturen.

- Bæredygtighed kan være en svær størrelse, og derfor er det et interessant område for eleverne at arbejde med, fordi det er noget, er en del af deres dagligdag.