Mazur AV scorer hæder som ’Årets Sydjysk Verdensklasse 2020’

25.01.2021

Lyd- og lys-firma fra Kolding er trådt ud af den normale kerneforretning og har i stedet kastet sig over streaming af møder og events under Corona-krisen. ”Det er fleksibilitet i sydjysk verdensklasse’, mener Erhvervshus Sydjylland, som hædrer virksomheden med en helt ny pris.

Franz og Bjarne Mazur

Erhvervshus Sydjylland anvender ’sydjysk verdensklasse’ som målestok for de sydjyske virksomheder, erhvervshuset hjælper gennem sparring, vejledning og programtilbud. Nu har Erhvervshuset, som ligger i Vojens, også indstiftet en virksomhedspris med samme navn, og vinderen af ’Årets Sydjysk verdensklasse 2020’ er netop kåret.

Hæderen tilfaldt Mazur AV i Kolding i forbindelse med Erhvervshus Sydjyllands årlige nytårskur. 20 sydjyske virksomheder var på forhånd indstillet til prisen, og Mazur AV blev udvalgt af en jury, bestående af Tønders borgmester Henrik Frandsen, direktør for Naturmælk Leif Friis Jørgensen samt Erhvervshus Sydjyllands direktør Jacob Chr. Nielsen.

Fleksibilitet og 'side-stepping'
Frandsen SJVKHenrik Frandsen, der ligeledes er bestyrelsesformand i Erhvervshus Sydjylland, begrundede juryens valg af vinder:

”Selv om vores vinder er i en branche, som har været hårdt ramt af restriktionerne i forbindelse med Covid-19, er virksomheden kommet styrket ud af 2020. Fleksibilitet, blikket for nye muligheder og viljen til ’side-stepping’, når kerneforretningen bremser op – dét er sydjysk verdensklasse."

Samtidig understregede formanden, at begrebet ’sydjysk verdensklasse’ ikke kun handler om store eksporterende virksomheder med mange medarbejdere. Mazur AV har nemlig kun to faste ansatte, Bjarne og Franz Mazur, der er henholdsvis 2. og 3. generation i virksomheden.

”Til gengæld er der masser af omstillingsparathed og idérigdom”, sagde Henrik Frandsen i sin tale og henviste til, at MAZUR AV under corona-krisen har kastet sig over streaming af møder og events i stedet for den traditionelle kerneaktivitet, som er produktion af lyd og lys til større og mindre arrangementer og festivaler.

Et skulderklap i en svær tid
Den ene af firmaets to ejere, Franz Mazur (øverste billede til venstre), var synligt glad over hæderen.

”Det er et skulderklap i en svær tid og en kæmpe ære. Vi kan bruge prisen til at få motivation til at komme endnu mere ud over stepperne,” sagde Franz Mazur ved overrækkelsen, som i helt i Mazurs ånd foregik online.

Han tilføjede:

”Alt det, vi normalt har beskæftiget os med, har jo været lukket ned. Og derfor har vi været nødt til at omstille vores værktøjskasse til nogle helt andre løsninger. Men mange af vores kunder har fået øje på de nye muligheder sammen med os, og derfor bliver vores forretning nok en kombination af de nye løsninger og den gamle kerneforretning, når vi åbner op igen”.