Er Danmarks mest lovende grønne iværksætter fra Sydjylland?

Dato: 30.06.2020

Danmarks seks erhvervshuse går nu på jagt efter Danmarks mest lovende grønne iværksætter via konkurrencen ’KlimaBoost 2020’. Vinderen bliver fundet på Klimafolkemødet i Middelfart i starten af september og løber med en pris på 250.000 kr., sponsoreret af Middelfart Sparekasse.

tommy_ahlers

Billedtekst: Tidligere forsknings- og uddannelsesminister Tommy Ahlers er et af medlemmerne i det panel, som skal udpege Danmarks bedste klima-iværksætter.

Den grønne omstilling er allerede i fuld gang, og klimavenlige og bæredygtige forretningsideer fylder meget i den spirende underskov af iværksætter-virksomheder landet over. Men hvilken grønne iværksætteridé er landet mest lovende? Det bliver afgjort i konkurrencen ’KlimaBoost 2020’, som landets seks erhvervshuse nu sætter i søen sammen med Middelfart Sparekasse. Vinderen bliver fundet på Klimafolkemødet i Middelfart i starten af september.

For sydjyske iværksættere går vejen ind i konkurrencen via Erhvervshus Sydjylland. Hvert af landets seks erhvervshuse indstiller 3-5 kandidater fra deres region, og de bliver derefter screenet af en faglig jury.

På finaledagen vil der være seks kandidater tilbage, én fra hvert erhvervshus. Her vil et stærkt panel med brede kompetencer inden for forretningsudvikling og bæredygtighed bedømme de seks virksomheders forretningsidé, når de i et ”Løvens Hule”-setup præsenterer deres virksomhed for ”løverne”. I sidste ende er det panelet, der afgør, hvem af de seks, der skal have præmien på 250.000 kr., som uddeles af Middelfart Sparekasse.

- Vi ser den grønne omstilling som en af de vigtigste drivere for fremtidig erhvervsvækst. Med KlimaBoost vil vi gerne være med til at sætte fokus på, at økonomisk og miljømæssig bæredygtighed går helt naturligt hånd i hånd. Og samtidig vil de mange virksomhedscases give et konkret billede af, hvor langt vi faktisk er med den grønne omstilling, siger direktør for Erhvervshus Sydjylland, Jacob Chr. Nielsen,

For Middelfart Sparekasse er det naturligt at uddele prisen i forbindelse med det nationale klimafolkemøde i Middelfart. I år desværre med et begrænset antal gæster i byen - på grund af corona-krisen.

- Vi havde drømt om at finde vinderen på den store scene midt i byen. Det må vente til næste år. I år holder vi arrangementet i Middelfart Sparekasse for et mindre antal gæster. Til gengæld sender vi live fra begivenheden, så alle kan følge med i det, der forhåbentlig bliver en både inspirerende og underholdende eftermiddag, siger adm. direktør i Middelfart Sparekasse, Martin Baltser.

For at deltage skal iværksættervirksomhederne udfylde en deltager-formular og indsende den til deres erhvervshus. Formularen findes via erhvervshusenes hjemmesider. Se den HER

Fakta – om Klima Boost

  • I samarbejde med Middelfart Sparekasse er de seks regionale erhvervshuse på jagt efter landets mest lovende bæredygtige iværksætter
  • Et bredt sammensat panel skal i et ”Løvens Hule”-koncept finde den bedste af de bedste ved arrangementet Klima Boost fredag 4. september kl. 13. Arrangementet holdes i Middelfart Sparekasse og er en del af Klimafolkemødet
  • Vinderen modtager 250.000 kr. Pengene er øremærket den videre udvikling af virksomheden.
  • For at deltage skal iværksættervirksomhederne udfylde en deltager-formular og indsende den til deres erhvervshus. Formularen findes via erhvervshusenes hjemmesider.