Lær om webshop fra TV-kok

25.03.2021

Film: Alle brancher kan lære ad hinanden. Derfor har vi valgt fire korte klip fra Erhvervshus Sydjyllands seneste onlinekonference, og du kan på den måde blive klogere på strategi, eksport og digitalisering.

Da Erhvervshus Sydjylland og en stribe samarbejdspartnere afholdt fødevarekonferencen 9. marts, kom der relevante pointer frem. Dem får du her i fire klip, som ikke kun handler om mad og drikke, men om udvikling, eksport og teknologi.

Tjente 127.000 kr. på gammelt varelager

En af talerne var tv-kokken og foredragsholderen Claus Holm. Han fortalte, hvad han gjorde, da corona-krisen lukkede hans normale indtjeningsmuligheder.

Lyt til den underholdende tv-kok, og forstå hvordan han udvikler sine produkter, kommer ud over rampen og er ægte overfor sine kunder. Det kan være hemmeligheden bag, at han solgte lagervarer for 127.000 kr. i den første måned i sin nye webshop. Til sidst i klippet kommer han med gode råd til alle virksomhedsejere.

Ejerledere kan blive ædt op af drift

Det næste klip handler om at komme op i helikopteren. Morten K. Funder Schmidt, som er forretningsudvikler hos F10, fortæller hvordan man sikrer udviklingen i sin virksomhed. Han har ovenikøbet selv prøvet som ejerleder, hvor nemt man kan blive ædt op af drift.

Han forklarer, hvorfor det er vigtigt at kunne formulere, tilpasse og forny forretningsmodellen, og hvorfor man bør tage en tur i helikopteren, når der kommer ny teknologi på banen i virksomheden.

Digital slagter øjner øget eksport

Det tredje klip er med Søren Theilgaard fra Slagter Theilgaard. Han bliver interviewet af vært ved konferencen Mona Bach Nissen fra Erhvervshus Sydjylland, og hun vil vide, hvordan de kom i gang med den digitale rejse fra papir til pc.

Søren Theilgaard fortæller om projektets start, ligesom han forklarer, hvordan digitalisering har givet muligheder under corona-krisen og på nye eksportmarkeder.

Tyskland er tættere på end København

Vi bliver i eksportsporet med det sidste klip, hvor projektchef Andreas Cæsar Møller Jensen fra Erhvervshus Sydjylland fortæller om mulighederne for sparring, og tv-kokken Claus Holm forklarer, hvorfor han er begyndt at kigge på det tyske marked.


Sydjyske virksomheder ligger geografisk tæt ved det store tyske marked, og derfor er det naturligt at søge den vej. Andreas fortæller også om mulighederne for sparring, programstøtte fra SMV International eller rådgivning fra Trade Council i form af Klaus Hell, som er fast placeret i Erhvervshus Sydjylland.