Iværksætter opfinder kur mod tandlægemangel

22.01.2020

Succes i en tandlægeklinik i Vejle gav Peymon Ensafi en idé: Hvorfor ikke brede metoden ud til alle tandlæger? Det var startskuddet til ClinicDrive, som kan frigøre mere af tandlægernes tid til patienterne.

tandlaege

- Klinikejere i en tandlægeklinik bruger mellem 20-30 procent af deres tid på administrative opgaver, og det er tid, som kunne gå til patienterne, siger Peymon Ensafi.

Siden 2006 er der blevet cirka 1.000 færre erhvervsaktive tandlæger viser tal fra Sundhedsstyrelsens Tandplejeprognose, og derfor kan mindre tid på administration løse en del af manglen på tandlæger og kapacitet.

Iværksætter med forbedrings-gen

Peymon har sammen med klinikejer Ane Boe-Hansen, bygget videre på erfaringer fra hendes klinik i Vejle, og det er også her, vi møder ham. Her hjalp han med at forenkle administrationen af klinikken, som gav Ane meget mere tid til fagligheden. De erfaringer førte ham videre til et job som distriktschef for en tandlægekæde – og i sidste ende underbyggede det idéen om, at flere tandlæger kunne bruge et system, der kunne frigive tid.

- ClinicDrive gør en forskel, fordi det letter administrationen af klinikken og giver tandlægerne tid til de ting, som de er specialister i og brænder for, smiler Peymon Ensafi.

Han ved det, fordi han er medejer af en tandlægeklinik og arbejder som selvstændig konsulent for tandlæger. Han er dog ikke selv tandlæge, men iværksætter med et drive for at forbedre processer.

- Jeg er drevet af lysten til forandring og til at få tingene til at fungere bedre. Jeg spørger altid, hvorfor tingene ikke kan gøres smartere, forklarer han.

Kortere tid om samme opgave

Han taler begejstret om systemet og dets muligheder for at forenkle en masse processer, som før krævede et enormt overblik og manuelle processer.

- Vi skal altid dokumentere forskellige hygiejneprocesser, og det gør vi i dag ved at tage billeder af dem, lægge dem ind i computeren, printe dem ud og sætte dem i en mappe, siger han.

- Det nye bliver, at vi blot tager et billede i systemet med iPad’en, og trykker gem. Og det er bare en af mange processer, som vi gør enkel og samtidig overholder alle krav fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Men det stopper ikke her. Den enkelte medarbejder, som har opgaven med hygiejne- processerne, får en påmindelse af systemet. Logger medarbejderen ikke ind om morgenen, noteres medarbejderen som syg og systemet tildeler en anden medarbejder de opgaver, som den fraværende kollega skulle have løst. Det er kun muligt, fordi systemet henter informationer fra alle de underliggende systemer for vagtplaner, arbejdsfordeling, ferie/sygdomsregistrering, lønsystem mfl.

22.01.2020

tandlaege

22.01.2020

tandlaege
Snart klar til salg

Systemet er i dag så langt, at det er inde i de afsluttende testforløb og kommer til salg fra 1. april 2020. Peymon Ensafi ved dog godt, at han ikke var kommet så langt uden hjælp.

- Jeg har haft flere virksomheder, som jeg har forandret, forbedret og videresolgt. Jeg har altid haft mange idéer, men mange af disse er ikke blevet til noget, og det kunne den her også være endt med, fortæller han.

Men det gjorde den med god sparring fra forretningsudviklere fra Erhvervshus Sydjylland, der udfordrede ham på forretningsplan, strategi og koncepter, hvilket også var nødvendigt.

- Jeg er iværksætter, og jeg brænder for at skabe. Forretningsplaner og koncepter er noget, jeg har i mit hoved, men mine sparringspartnere har hjulpet mig med at få det konkretiseret og nedskrevet. Det var nødvendigt for, at investorerne også kunne se værdien i projektet, og vi kunne gå videre i processen, siger han.

- Forretningsudviklerne var gode til at få mig til at tænke på det næste skridt i processen, hvor jeg var meget i nuet. Det gav en fantastisk fornemmelse at sidde til bords med investorerne og have og styr på alt det, de ville vide, og det er gået meget bedre med at få dem til at se potentialet, siger han.

- Jeg er dybt taknemlig for, at vi i Danmark har et system, hvor man blandt andet kan få en uddannelse gratis, og i mit tilfælde også gratis sparring og vejledning til min virksomhed.

Taknemmeligheden over det danske samfund skal ses i sammenligning med Iran, hvor han boede, til han var 10 år gammel. I 1987 fik han en lille plastik nøgle, som styret kaldte ”nøglen til himmerige”. Det betød, at han snart ville blive indkaldt til krigen mellem Irak og Iran og hans forældre sendte ham derfor alene til Danmark.

- I Danmark vil jeg gøre en forskel, og give så meget som muligt tilbage til et land, som har givet min familie og mig så mange muligheder, siger Peymon Ensafi.

- Det driver mig at bidrage og gøre en forskel, og det er det, der har drevet mig hver eneste dag, uanset hvilken af mine virksomheder, det handler om.

Om ClinicDrive

ClinicDrive bliver testet frem til april, hvor det er klar til salg. Allerede nu har 50 kunder givet løfte om at ville købe systemet, og det er blot starten på en ekspansion, hvor der er interesse fra udlandet med partnere i Sverige, Norge og Storbritannien.

Systemet samler al information på tværs af de eksisterende underliggende systemer til løn, vagtplaner, ferie/sygdom, HR, dokumentation, egenkontrol, kommunikation og det hele præsenteres i et intuitivt, enkelt billede.

Se mere på clinicdrive.dk