Erhvervshuset er født med den tætte lokale kobling

Erhvervshus Sydjylland er fra starten spundet tæt sammen med de lokale erhvervsservices og dermed også på virksomhederne. Hanne Gulløv, forretningschef i erhvervshuset, ser virksomhederne som vinderne med det nye set up.

Det nye erhvervsfremmesystem er godt nyt for virksomhederne i det sydjyske. Erhvervshus Sydjylland og deres specialiserede kompetencer er således fra fødslen placeret tæt på de lokale erhvervsservices i kommunerne.

Hanne Gulløv, forretningschef i Erhvervshus Sydjylland, er erhvervshusets spydspids i Sønderborg Kommune, og hun har derfor sin jævnlige gang i Sønderborg Vækstråd, mens andre af erhvervshusets forretningsudviklere er koblet sammen med de øvrige kommuner.

- Det her er rigtig godt for virksomhederne. Vi har fået et nærhedsprincip, så vi i dag koordinerer indsatsen med den lokale erhvervsservice og sørger for sammen at bringe det bedste til virksomhederne, siger Hanne Gulløv.

Binder sammen

Hun er overbevist om, at virksomhederne allerede nu oplever effekten af den koordinerede indsats. Som Sønderborg-kontakt er det hendes opgave at sikre, at virksomhederne i Sønderborg får den rette hjælp fra Erhvervshuset.

- Det er ikke sikkert, at jeg altid er den rette til at besøge virksomheden. Det handler om, hvad det er for specialiserede kompetencer, virksomheden har brug for – om det for eksempel er hjælp til automation, eksport eller salg og markedsføring. Jeg afdækker i første omgang udfordringen, og så finder vi den rette sparringspartner, siger Hanne Gulløv.

Brænder for potentiale

Hanne Gulløv, der selv har en mangeårig baggrund fra chefstillinger i det private, værdsætter i den grad mødet med virksomhederne.

- Jeg brænder for at finde virksomhedernes potentiale. Det er interessant at komme ind dér, hvor der er barrierer. Som virksomhedsleder bliver man nemt blind på, hvor udfordringerne er, fordi man er midt i det hele. Jeg kan kigge fra helikopteren og være med til at afdække, hvordan potentialet forløses, siger Hanne Gulløv og uddyber:

- For eksempel kan jeg blive kaldt ud til en virksomhed, som tænker, at de skal have sparring til udbygning af produktionsapparatet med en ny maskine, men gennem dialogen bliver vi sammen klar over, at deres produktpallette faktisk ikke længere passer til markedet. Så er det måske i stedet her, man skal sætte ind med forbedringer.

Finansiering med i pakken

Ud over at levere specialiseret viden indenfor eksempelvis digitalisering, ledelse, eksport og innovation, er Erhvervshus Sydjylland også en indgang til at skaffe virksomhederne adgang til støtteprogrammer og fælles udviklingsprojekter. Det kan eksempelvis være målrettede programmer, der giver støtteadgang til digitalisering, automation eller grøn omstilling.

- Udover vores egne programtilbud, så arbejder vi også tæt sammen med andre aktører som Vækstfonden, Danmarks Eksportkredit og Innovationsfonden. Det betyder, at vi kan åbne døre til ny kapital, siger Hanne Gulløv.


Vil du snakke med Hanne?

Hanne Gulløv

Hanne Gulløv

Speciale: Strategi og ledelse, bestyrelse, kulturforandring

Sidst opdateret: 10.10.2019