ECCOs chef for Market Intelligence og Applied Research: ”Vi bestræber os på hele tiden at være bedre i dag end vi var i går”

25.03.2021

STAFETTEN: Bæredygtigheden er central hos ECCO, der altid har været optaget af at producere kvalitetssko med en længere livscyklus end den almindelige brug-og-smid-væk-mode. Chefen for ECCOs forskningsenhed, Applied Research, 38-årige Thomas Gøgsig inviterer med indenfor i det grønne rum

eccolaeder

ECCO er, ud over sit globalt kendte skomærke, en af verdens største producenter af læder, og leverer skind ikke kun til sig selv, men også til en række globale luksusbrands. Det betyder, at virksomheden har fuld kontrol over forsyningskæden og bæredygtigheden, og hele tiden kan arbejde på at gøre tingene lidt bedre i dag, end de gjorde i går.

Og netop det er vigtigt for ph.d. Thomas Gøgsig, der lige fra barnsben har gået utallige skridt på ECCOs gulve i Bredebro. Hans bedsteforældre var med fra grundlæggelsen i 1963. Hans forældre arbejdede der. Som barn og ung svingede han også kosten og havde fritidsjob. I dag er han Vice President for en af ECCOs udviklende afdelinger, Applied Research, samt global marketing hos skogiganten.

- Ja, egentlig var der vel ingen vej uden om, smiler Thomas Gøgsig, der valgte at læse organisk kemi og med en ph.d. inden for det felt fik trukket en karrievej op, hvor pilen umiddelbart pegede mod medicinalkoncerner som Lundbeck og Novo Nordisk.

Naturen svarer dig

Men sønderjyden Thomas Gøgsig kunne ikke sige nej til ECCO, og de kunne ikke sige nej til ham. I dag er han sat i stævne for at tale om grøn omstilling og bæredygtighed. Og det er et felt, som han brænder for.

- Det ligger faktisk i min uddannelsesbaggrund. Som organisk kemiker er du yderst interesseret i, hvad naturen kan fortælle dig, siger Thomas Gøgsig.

Han tager et helikopterblik på den klode, som han selv og hans børn er en del af:

- Når vi ser på den måde, som forbrugere agerer på verden over, så er der en udløbsdato. Derfor ønsker jeg også at gøre noget for, at vi bliver bæredygtige. Hvad vi gør nu, har konsekvenser i et historisk perspektiv, siger Thomas Gøgsig og fortsætter:

- Jeg ønsker, at vi efterlader jorden bedre, end vi fik den. At vores børn må have de bedste forudsætninger for at lykkes med det, som de skal. Den drivkraft kan alle forældre nok nikke genkendende til.

eccodongen

Affaldsproduktet får ny karakter

Og spørger man Thomas Gøgsig, så har den danske fodtøjsproducent et ideelt afsæt, når det kommer til bæredygtighed og grøn tænkning.

- Vores skoproduktion er jo baseret på et affaldsprodukt fra fødevareindustrien. Der er ikke en eneste ko eller kvægart, der bliver opdrættet med henblik på at skabe skind. Vi overtager et affaldsprodukt fra slagterierne.

Og selv om ECCO i dag også laver sko af andre materialer, så har forskningschefen en særlig forkærlighed for læder.

- Naturen har brugt millioner af år på at udvikle den her beskyttelse til mennesker og dyr, og det giver et materiale, som vi mennesker ikke har formåen til at matche i form af syntetiske fremstillinger. Læder er helt unikt, så vi har en kæmpe respekt for det fantastiske materiale, vi arbejder med.

Ingen peger fingre

Men bæredygtigheden handler om mere end blot produktion af sko af et overskudsmateriale som læder. ECCO, der har 21.000 medarbejdere verden over, sender millioner af sko ud på hylderne hvert år.

- Vi har været i gamet i snart 60 år, og vi står selv for al produktion. Det er os selv, som driver vores garverier ude i verden. Det betyder, at når vi skal ændre noget, så er det os selv, der skal handle. Vi kan ikke bare pege fingre og sige til en underleverandør, at du skal opføre dig ordentligt. Det betyder samtidig, at vi har sikkerhed for, at vi producerer ordentligt lokalt, betaler folk det, de skal have, ingen børnearbejde osv., siger Thomas Gøgsig.

Som chef for Market Intelligence og Applied Research hæfter han sig ved, at bæredygtighed og grøn omstilling er en del af ECCO-kulturen – fordi det med virksomhedens øjne betaler sig at agere ansvarligt, og en stor virksomhed som ECCO er dybt afhængig af at stå sig godt blandt medarbejdere, samarbejdspartnere og kvalitetsbevidste forbrugere.

- Vi har alle dage tillagt det værdi at bringe forbruget ned, udnytte ressourcerne bedst muligt, og det arbejder vi hele tiden på at tænke ind i samtlige lag og afdelinger, så det også er praksis på gulvet.

Ny årsrapport

ECCO har netop offentliggjort sin seneste årsrapport, og her skriver bæredygtigheden og den grønne omstilling sig ind som et markant satsningsområde hos den danske skoproducent.

Allerede i starten af 2010’erne koblede ECCO sig på solenergi. På virksomhedens fire garverier har man etableret egne spildevandsanlæg, og nu formår man at garve læderet med en reduceret tilførsel af vand.

- Vi spurgte for fem år siden, om man kunne garve uden vand. Mange vil sige ’det er godt med jer -det vil være det samme som en kirke uden amen’. Men vi er godt på vej med at lykkes med det, og vi har allerede opnået at skære vandtilførslen fra i et helt centralt element i garvningen. Det betyder, at vi sparer 25 millioner liter frisk vand om året, og vi formår at nedbringe vores udledning af spildevand. På den måde løfter vi industrien til nyt niveau

ECCO har samtidig sat gang i en række nye grønne initiativer, bl.a. i forhold til cirkulær økonomi. Nu er man eksempelvis i gang med at undersøge, om der kan skabes et nyt produkt af overskudslæderet fra skoproduktionen.

Thomas Gøgsig opfordrer da også de sydjyske SMV’er til at slå ind på den grønne vej.

- Skal du drive forretning på den lange bane, skal du have fokus på bæredygtigheden. Det bliver utvivlsomt et stadig større krav fra store virksomheder til underleverandører.

Om Thomas Gøgsig

Thomas Gøgsig er 38 år og har en ph.d. i organisk kemi. I 2012 begyndte han sin karriere hos ECCO, først som kemiingeniør, dernæst som udviklingschef og siden som Vice President for

Market Intelligence og Applied Research samt Chief of Staff for Global Marketing.thomas_ecco