Vinder DI-pris for at vise vej gennem krisen

11.03.2021

Envotherm i Vojens har netop modtaget DI Sønderjyllands Initiativpris 2020 med den særlige begrundelse, at de har taget initiativer, som har bragt virksomheden godt gennem pandemi-krisen

envothermpris

Årets Initiativpris fra DI Sønderjylland er ikke kun givet til en virksomhed, som er vokset og gør det godt. I år har et ekstra pris-kriterie været, at virksomheden har skullet formå at skabe nye initiativer til at komme godt ud af den verdensomspændende corona-krise.

Og vinderen er: Envotherm A/S i Vojens.


- De er lykkedes med at forbedre deres internetsalg, og så har de skabt en ny forretningsmodel med udlejning i stedet for salg i en tid, hvor virksomheder verden over er tilbageholdende, siger Hans Olling, formand DI Sønderjylland, som begrundelse for, at Envotherm blev årets sønderjyske vindere.

En glad direktør

Det var en glad direktør i den 14 mand store virksomhed, som forleden modtog prisen på behørig corona-afstand.

- Prisen er en anerkendelse af det gode arbejde, som vi gør. Og med prisen synliggør vi, at du også kan lave god, nytænkende udvikling i mindre virksomheder, når du har de rette folk, siger Vibeke Svendsen, direktør Envotherm A/S.

Den grønne vej

Envotherm er sat i verden for at skabe mere rent vand og mindre forurening. Det gør de gennem udvikling og konstruktion af anlæg til rensning af industrispildevand. Gennem flere år har virksomheden arbejdet målrettet på den digitale udvikling, bl.a. med udvikling af 24 timers online service og vedligehold af anlæg verden over.

- På den måde har vi haft et godt digitalt set up, så vi også var parate til at skrue op for den del i et år, hvor vi ikke har kunnet komme ud til kunderne, siger Vibeke Svendsen.

Og netop den nye betalingsmodel med leje af industrispildevandsanlæg fremfor køb har vist sig attraktiv.

- Du foretager ikke en stor millioninvestering i et anlæg alene gennem en online-præsentation. Med lejemodellen kan vi tilbyde kunder en sikker løsning med kendte udgifter, og hvor de så kan vælge enten at fortsætte med lejemodellen eller foretage et køb, når verden igen kører på normal vis, siger Vibeke Svendsen.