Ny eksportanalyse viser opsigtsvækkende tal for sydjyske virksomheder

03.06.2021

’Sydjysk Eksport 2021’ kortlægger for første gang eksporten for de sydjyske virksomheder. Undersøgelsen viser blandt andet, at hver tredje SMV’er har eksport, men potentialet er langt større

En ’milepæl’. Så klar lyder meldingen fra Henrik Frandsen, bestyrelsesformand i Erhvervshus Sydjylland, i forordet til analysen Sydjysk eksport 2021, der for første gang nogensinde giver et samlet billede af, hvordan det står til med eksporten i de sydjyske virksomheder.

Analysen er lavet for at sikre, at fremtidige indsatser for styrket eksport beror på overblik og data.

I alt har 991 virksomheder deltaget i analysen, hvoraf de 686 tilhører SMV-segmentet.

Rådgivning og tilskud

Og det er ikke mindst tallene for netop SMV’erne, som springer i øjnene. Hver tredje SMV (32 %) har i dag eksport, men samtidig dokumenterer undersøgelsen, at eksport ikke står højt på SMV’ernes dagsorden. På spørgsmålet om, hvad de sydjyske virksomheder forventer at have fokus på i 2021, ligger eksport således helt i bund hos SMV’erne, hvorimod forretningsudvikling og digitalisering er i top.

– Undersøgelsen viser, at der er mange SMV’er, som ikke har øje for eksport – og det selv om der ligger et stort potentiale for dem. Da det er ukendt land for de fleste, har de brug for hjælp til, hvordan de kommer i gang, siger Jacob Chr. Nielsen, administrerende direktør, Erhvervshus Sydjylland, og peger som eksempel på programmet SMV: International, som gennem rådgivning og tilskud har til formål at sætte fart på SMV’ernes eksport.

– For mange SMV’ere kan det være sprog og kulturelle barrierer samt manglende kendskab til distribution og salgskanaler udenfor landets grænser, som lægger sig i vejen for det store eksporteventyr. Her har de brug for specialiseret rådgivning og også nogle, der kan hjælpe med at åbne døren til netværk og samarbejdspartnere på de nye markeder, siger han.

Positive Covid-svar

På samme vis fremhæver Jacob Chr. Nielsen, at det meget vel kan være rådgivning, som er nøglen til succesfuld eksport for de 7 ud af 10 virksomheder (72 %) fra industribranchen, som ifølge den nye analyse ikke mener, at deres produkter egner sig til eksport.

– Det er et højst overraskende svar, siger Jacob Chr. Nielsen og fortsætter:

– Her er der behov for, at vi hjælper industrivirksomhederne med at få afdækket deres eksportpotentiale, som indiskutabelt er større end det, som svarene fra virksomhederne antyder.

Hvor Jacob Chr. Nielsen ser åbenlyse muligheder for styrket eksport hos SMV’erne, så er direktøren fortrøstningsfuld, når han ser på tallene for, hvor virksomhederne er blevet ramt af Covid-19. 2 ud af 5 virksomheder (44 %) har oplevet et fald i deres eksport under Covid-19 krisen, men stort set det samme antal (40 %) har oplevet, at deres eksport var upåvirket.

– Det er ikke mindst bygge- og anlægsbranchen, som har været ramt, men det er samtidig bemærkelsesværdigt, at brancher som information, kommunikation og detailhandel enten har oplevet en stigning eller en uændret eksport under den store krise, siger Jacob Chr. Nielsen.