Det britiske valg får danske virksomheder på stikkerne

Med gårsdagens valgresultat i Storbritannien og den kæmpe sejr til Boris Jonsson kommer danske virksomheder nu i hurtigt handle-gear.

esbjerghavn_brexitartikel

I alt for lang tid har danske virksomheder, som opererer på det engelske marked, været på pinebænken. Hvad bliver udfaldet af Brexit, og hvilke konsekvenser får det for virksomhederne?

Med storsejren til Boris Johnson er mandatet nu klart. Det hedder parlamentarisk vedtagelse af Brexitaftalen senest den 31. januar 2020, hvorefter en overgangsperiode vil træde i kraft, som betyder, at samhandlen kommer til at foregå mere eller mindre uændret frem til 31. december 2020, vurderer Tyge Rasmussen, advokat, Kromann Reumert, som følger Brexit på tæt hold. Virksomhederne skal dog allerede nu indstille sig på de nye forhold efter transitionsperioden:

- Der vil være en række administrative og omkostningsmæssige forhold, som man skal tage højde for i sin planlægning og prissætning. Desuden er det sandsynligt, at Storbritannien ikke vil være en attraktiv "gateway" ind til det indre marked, hvis man fx har hoveddelen af sit lager i Storbritannien, siger Tyge Rasmussen.

3.000 SMV'er kan blive ramt

Landets Erhvervshuse er klar til at hjælpe de godt 3.000 mindre og mellemstore virksomheder, som står til at blive påvirket af Brexit. Her er der mulighed for tilskud til et skræddersyet Brexit-rådgivningsforløb, som tager afsæt i den enkelte virksomheds behov.

Hos industrivirksomheden KL Automatik i Vejle udgør eksporten til Storbritannien omkring 20 procent. Her vil man nu have Brexit-hjælp.

- Vi har selvfølgelig selv planer og ideer til, hvordan vi kan gøre det, men kan vi få tilskud til Brexit-rådgivning, er vi interesserede i det. Vi har bl.a. Tulip Ltd. som stor kunde i Storbritannien, og vi har brug for rådgivning til fx arbejdstilladelser, gode speditionsveje, fortoldning osv., siger Andreas Marklund, Business Development Manager, KL Automatik.

Ambassaden hjælper

Hos Port Esbjerg følger man Brexit-processen på tætteste hold, og her er man fortrøstningsfulde. Dennis Jul Pedersen, CEO, Port Esbjerg var inviteret til Den Britiske Ambassade i København på valgaftenen, og han glæder sig over den udstrakte britiske hånd.

- Vi har rigtig mange virksomheder, som sender varer til England, bl.a. inden for fødevareområdet, og det er særdeles positivt, at vi oplever opbakningen fra England og den gensidige interesse i, at de også har varer på hylderne efter 31. januar, siger Dennis Jul Pedersen.

Sidst opdateret: 13.12.2019