Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Nyhed | 31. maj 2022

”Vi skal kigge ud over snævre kommunale grænser”

NY I ERHVERVSHUSETS BESTYRELSE: Peder J. Madsen er en mand, som tænker i helheder, og som tror på, at erhvervslivet udvikler sig bedst, når der er en villighed til at kigge udover egen byzone.

Peder J. Madsen, direktør for Hotel Koldingfjord - og nu også medlem af Erhvervshus Sydjyllands bestyrelse

Indhold er hentet

- Vi skal alle hjælpe hinanden med at løfte kvaliteten. Vi skal fjerne alt det, der ikke dur. Og vi skal hele tiden have øje for de parter, som bidrager til udviklingen af det syd- og sønderjyske område.

Med Peder J. Madsen, administrerende direktør, Hotel Koldingfjord, som nyt medlem af Erhvervshus Sydjyllands bestyrelse, er det en veldreven leder fra turismeerhvervet, som har øje for samspil og synergier, der har sat sig ved  bordet. Han har stort set hele sit arbejdsliv været beskæftiget indenfor turismebranchen. I 14 år som hoteldirektør i Kolding, og inden da har han været en aktiv del af udviklingen af ferie- og erhvervsturismen på den jyske vestkyst.

- Turisme er et erhverv som alle andre. En god turismeudvikling er dybt afhængig af et velfungerende erhvervsliv generelt. Det er den brede udvikling, som jeg er optaget af og glæder mig til at bidrage til, siger Peder J. Madsen.

Se udover kommunegrænsen

I det hele taget er der trådt en hoteldirektør ind i Erhvervshus Sydjyllands bestyrelse, som appellerer til, at alle – både kommuner, lokale erhvervskontorer og øvrige erhvervsfremmeaktører – kigger ud over egne grænser.

- Vi skal arbejde for en regional udvikling, hvor vi hele tiden har øje for synergi og agilitet mellem det offentlige, uddannelsesinstitutionerne og erhvervslivet. Smidighed i systemet og inddragelse af uddannelserne er afgørende for erhvervslivets udvikling, siger Peder J. Madsen, der understreger, at han ikke er ude med den store opsang. 

- Min oplevelse er, at det allerede fungerer ret godt i vores region. Men samtidig kunne jeg godt tænke mig en øget opmærksomhed på, at vi kommer op i helikopteren og ser bredere ud. 

For Peder J. Madsen er det kommende europæiske milliardprojekt med etablering af havvindmølleparker, og hvor Esbjerg var centrum for offentliggørelsen, et godt eksempel på udvikling på tværs og i stor skala.

- Den grønne omstilling, som er et kerneområde, kan vi aldrig løfte lokalt. Det er kun i kraft af et samarbejde mellem alle parter, siger Peder J. Madsen, som vil arbejde målrettet for et fortsat tæt og frugtbart samarbejde mellem de lokale erhvervskontorer, kommunerne og Erhvervshus Sydjylland.

Det kæmper han for

Peder J. Madsen er i forvejen formand for bestyrelsen på Kolding HF & VUC og sidder også i bestyrelsen for regionens største uddannelsesinstitution UC Syd. Også videndelen har derfor hans fokus.

- I erhvervslivet er vi dybt afhængige af gode uddannelsesinstitutioner, som kan bidrage med viden og udvikling og sikre virksomhederne adgang til fremtidens arbejdskraft, siger han og peger på den store udfordring med rekruttering.

- Allerede nu oplever mange brancher mangel på arbejdskraft. Vi skal derfor sørge for, at det er attraktivt for kommende generationer at blive i området, eller at de  har lyst til at komme tilbage efter at have været væk. Det kræver, at vi hjælper hinanden med at løfte kvaliteten og fjerne alt det, der ikke fungerer.

Med kvalitetsblikket fra turismearbejdet taler han for at rydde det af vejen, som ikke lever godt.

- Vi skal ikke have halvdøde landsbyer med faldefærdige huse eller feriehuse med ringe kvalitet. Så hellere få det fjernet og skabe udvikling med kvalitet. Den slags valg skal vi turde træffe.

Indhold er hentet

Om Peder J. Madsen

Siden 2008 adm. direktør Hotel Koldingfjord. Har hele sin karriere arbejdet med turisme og udvikling, bl.a. også med udvikling af ferie- og erhvervsturisme på den jyske vestkyst.

Mød den nye bestyrelse

Erhvervshus Sydjylland har fra andet kvartal i 2022 fået en række nye medlemmer i bestyrelsen. Over den kommende tid giver vi dig portrætter af nogle af de nye medlemmer, som kommer fra erhvervslivet, uddannelsessektoren og de sydjyske borgmesterkontorer.