Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Artikel

Verdensmåls-flaget vajer nu i vinden over Esbjerg Havn

STAFETTEN: I Verdensmålshuset GenIN på Esbjerg Havn hjælper Gert Barslund gennem innovative og ungdommelige metoder sydjyske virksomheder med at gøre de abstrakte Verdensmål til jordnær forretning.

Indhold er hentet

Hvad skal vi overhovedet med de Verdensmål? Er det ikke bare pynt og en døgnflue?

De spørgsmål er der en del virksomhedsejere, som stadig stiller. Men nu bliver spørgsmålene  gjort til skamme. 

- Vi hjælper dybest set med til, at Verdensmålene ikke bare er luft og pæne erklæringer. Der er stadig flere virksomheder – som med de bedste intentioner – har valgt 3-4 Verdensmål, men har svært ved at se hvad de skal gøre yderligere, siger Gert Barslund, iværksætteren og manden bag det nye Verdensmålshuset GenIN på Esbjerg Havn.

- Mange er endnu kun nået til at vælge Verdensmål, men uden at de har forholdt sig til, hvordan de vil integrere Verdensmålene i deres produkter og forretningsgange, siger Gert Barslund.

Den store vision

Og det er netop her, at Verdensmålshuset kommer ind i billedet. 

- Vi er drevet af at ville medvirke til, at verden bliver et bedre sted, og vi har et stadig større fokus på at skabe forretningsudvikling for virksomhederne gennem Verdensmålene, siger Gert Barslund, der har fået Christian Juel Adamsen, CEO, fra ingeniørvirksomheden Juel & Krøyer med som partner og derudover har ansat endnu en medarbejder.

- Der er kommet fart på, og vi oplever en stor opmærksomhed og lydhørhed fra virksomhederne, siger Gert Barslund, der indtil nu har haft mere end 70 virksomheder gennem forløb. 

(Artiklen fortsætter under billedet)

Indhold er hentet

Utraditionel forretningsudvikling

Men tager man fat i Verdensmålshuset og Gert Barslund for at få Verdensmål som metervare, bliver man skuffet. Verdensmålshuset er en videreudvikling af et flerårigt koncept, hvor Gert Barslund har bragt virksomheder, uddannelsesinstitutioner og skoleklasser sammen. Virksomhederne stiller med konkrete udfordringer til studerende og skoleelever, som så kommer op med nye og kreative løsninger.

- Virksomhederne bliver ofte overraskede over, hvor meget unge mennesker kan byde ind med af løsninger, som de aldrig selv var kommet på. Det kan godt være, at eleverne i 8. klasse ikke har de tekniske kompetencer til at gøre deres idé til konkret virkelighed, men virksomheden får input, som den kan arbejde videre med, siger Gert Barslund, der bl.a. kører et toårigt forløb med vind-virksomheden Polytech.

- Nogle virksomheder vil have lange forløb, andre korte. Er det mindre virksomheder, er vi typisk med til i første omgang at udpege de Verdensmål, som er relevante for den enkelte virksomhed at arbejde med, siger Gert Barslund, der oplever flere gevinster ved det særlige set up for virksomhederne.

- De får gjort sig synlige og attraktive overfor fremtidens arbejdskraft samtidig med, at de får udpeget Verdensmål, og ideer bliver til konkrete løsninger.

Eksempelvis arbejder skoleelever og HTX-elever lige nu på at skabe løsninger for Polytech, som relaterer sig til Verdensmål 12 – ansvarligt forbrug og produktion. Her kommer de unge hoveder bl.a. med bud på løsninger til virksomhedens håndtering af farligt affald og brug af bæredygtig emballage. Tilsvarende er elever i gang at se på, hvordan Esbjerg Havn kan gøre dokhavnen endnu mere attraktiv og bæredygtig for byens borgere ud fra Verdensmål 11 – bæredygtige byer og lokalsamfund. 

Psykologen kigger fremad

For Gert Barslund har det taget år at blive moden til at tage springet som iværksætter. I 22 år har han arbejdet som psykolog, de sidste fem år som erhvervspsykolog og iværksætter, og han har været vant til en faste indtægt. 

- Indtil for et år siden var Verdensmålshuset en bibeskæftigelse ved siden af mit psykologarbejde. Jeg måtte gøre op med mig selv, om jeg fortsat ville gå med livrem og seler, eller jeg skulle stille mig ud på planken og springe, som jeg har opfordret en del andre iværksættere til at gøre, siger Gert Barslund.

Uroen i maven

Selv om iværksætterlivet rummer en langt større usikkerhed, end livet som psykolog, så sover Gert Barslund roligt om natten. Men han mærker samtidig en sund uro i maven.

- Der skal være uro. Det er den, som også er drivkraften for at ville nå endnu længere ud, siger Gert Barslund, som sammen med sin partner allerede arbejder på, hvordan deres Verdensmålshus og produkter kan skaleres.

- Vores ambition er at se Verdensmålshuse skyde op i andre kommuner, hvor vi kan agere rådgivere, så vores løsning forankrer sig i andre lokalsamfund, siger Gert Barslund, der sågar allerede har skruet op for de internationale ambitioner.

- Vi har kontakt med virksomheder i andre EU-lande. Vi arbejder meget med Verdensmål 17 – Partnerskab for handling.  Der er både brug for partnerskaber lokalt, regionalt og internationalt, for at skabe en mere bæredygtig verden.

Indhold er hentet

Om Gert Barslund

Gert er 55 år. Har arbejdet som psykolog i 22 år, de sidste 5 år som erhvervspsykolog og iværksætter. I 2017 startede han projekthuset Samrum på Esbjerg Havn, som i 2020 skiftede navn og profil til Verdensmålshuset GenIN. I Verdensmålshuset får virksomheder hjælp til konkret implementering af Verdensmålene og udvikling af innovative løsninger i samspil med studerende og elever fra universiteter, ungdomsuddannelser og folkeskoler. Læs mere på  https://www.genin.dk Åbner link i ny fane

Gert Barslund, manden bag det nye Verdensmålshus 'GenIN' på Esbjerg Havn

Indhold er hentet

Næste gang: Gert Barslund sender stafetten videre til Mads Vesterby, direktør og stifter, WoodUpp i Ribe.