Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Nyhed | 19. sep. 2022

Regeringen stempler ind i sydjysk energi-partnerskab

Det ambitiøse sydjyske fyrtårnsprojekt, der over de kommende år skal udvikle grøn energi og sektorkobling, får nu regeringen som partner. Ved den officielle indvielse for få dage siden blev der både talt om revolution og nye vækstmuligheder for de sydjyske SMV’er

Foto: Robert Wengler, Energy Cluster Denmark

Indhold er hentet

Der var minister-støv over den store Kassø-solcellepark ved Aabenraa, da regeringen onsdag i sidste uge meldte sig som officiel partner i det fælles sydjyske erhvervsfyrtårn, som skal stå for udvikling af grøn energi og sektorkobling.

Erhvervsminister Simon Kollerup ser et stort potentiale i det grønne sydjyske fyrtårn:

”I lyset af klimakrisen og krigen i Ukraine har vi brug for en endnu hurtigere og mere effektiv omstilling af vores energiproduktion, så vi kan blive fri af Putins gas og skabe en grønnere fremtid for os alle. Her kan Sydjylland spille en central rolle. For regionen ligger lige i smørhullet mellem Nordsøen, Tyskland og resten af Danmark, og har derfor de helt rigtige forhold til at skabe og udvikle morgendagens grønne løsninger og samtidigt skabe vækst og arbejdspladser til regionen.

Som en mobile revolution

Som udefra stående kan det være vanskeligt at begribe, hvad det er, som hele den grønne energiomstilling går ud på, og hvad det er, der konkret kommer til at udfolde sig i det sydjyske. Nikolaj Stig Nielsen, nyudnævnt direktør for erhvervsfyrtårnet, forstår udfordringen.

– Faktum er, at vi i Danmark har committed os til at udfase alle fossile brændstoffer senest i 2050 – og gerne før. Det betyder, at vi i løbet af de næste 27 år vil se en revolution af hele vores energiforsyning. Her og nu kan vi ikke forestille os, hvad der er i vente, siger han og trækker en linje 27 år tilbage i tiden.

– Dengang i 1995 havde vi intet som helst begreb om den mobilteknologiske udvikling, som vi har været vidne til, og som har forandret hele samfundet. Det er en lignende revolution, som venter forude indenfor energi og energiforsyning, siger Nikolaj Stig Nielsen.

Understrømmen af de små

Han forudser en erhvervsmæssig udvikling på energiområdet – og konkret omkring det sydjyske fyrtårnsprojekt – som også vil minde om den udvikling, som fandt sted indenfor mobilteknologien. Strukturelle forandringer og store aktører, som går forrest, og som så kommer til at trække en understrøm af mindre virksomheder med sig.

– I fyrtårnet har vi nogle af de helt store sydjyske virksomheder med. De tager et stort ansvar og er lokomotivet, der driver udviklingen. Men de kommer til at trække en masse mindre virksomheder med sig, siger Nikolaj Stig Nielsen.

Han peger på digitalisering som en helt konkret faktor i udviklingen af den energimæssige sektorkobling.

– Når vi ikke længere har olie og kul, så skal vi være gode til at flytte og lagre energi. Det betyder, at vi får brug for databaserede løsninger, der både kan styre og skubbe energien alt afhængig af, hvor den skal bruges, og vi kommer til at se nye digitale løsninger, som styrer hvornår og hvordan vi bruger den grønne strøm. I hele denne digitale udvikling kan SMV-segmentet i Sydjylland blive en væsentlig faktor.

Foto: Robert Wengler, Energy Cluster Denmark

Indhold er hentet

Alle kommuner på energi-kortet

Mads Skau, borgmester i Haderslev Kommune og bestyrelsesformand i Erhvervshus Sydjylland, tog del i begejstringen ved solcelleparken ved Kassø. Også han ser, at fyrtårnsprojektet kommer til at sætte grønne ringe i vandet og skabe vækst for hele det SMV-segment, som Erhvervshus Sydjylland er sat i verden for at hjælpe.

– Der er et meget stort potentiale i det her. Det kommer til at involvere hele Syddanmark, og de små og mellemstore virksomheder bliver vigtige samarbejdspartnere og underleverandører under hele kommercialiseringen af projekterne, siger Mads Skau.

Samtidig er han sikker på, at samtlige sydjyske kommuner bliver vindere på det sydjyske erhvervsfyrtårn.

– Alle kommer til at mærke effekter – også de kommuner uden de store vindmølle- og solcelleparker.

Indhold er hentet

Milliard til erhvervsfyrtårne

Regeringen har i alt afsat 1 milliard kroner til at udvikle de otte lokale erhvervsfyrtårne. Erhvervsfyrtårnene bygger på anbefalinger fra regeringens regionale vækstteams og skal med udgangspunkt i lokale erhvervsstyrker bidrage til at opdyrke nye danske styrkepositioner inden for bl.a. grøn energi, Power-to-X, CO2-fangst, biosolutions og robotteknologi. Med partnerskaberne går regeringen skridtet videre og forpligter sig til at udvikle erhvervsfyrtårnene gennem en række forskellige initiativer.

Indhold er hentet

Det sydjyske fyrtårns-konsortium

Konsortiet bag det sydjyske fyrtårn for grøn energi- og sektorkobling er et offentlig-privat partnerskab, der er sammensat af en lang række offentlige aktører, private virksomheder, organisationer og videninstitutioner. Konsortiet består bl.a. af Danfoss, Semco, universiteter, Energy Cluster Denmark, Work-Live-Stay og Erhvervshus Sydjylland. I alt er ca. 35 virksomheder foreløbigt aktive i fyrtårnet, som driver et åbent netværk for alle interesserede.