Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Case

Omstilling til industri 4.0 leverer stabile vækstrater

Topmoderne produktionsfaciliteter og en vækst på gennemsnitlig 10 procent i de sidste ni år. Det er resultatet af optimering af produktionen til det, man kalder industri 4.0.

Indhold er hentet

Vi er i Tønder, hvor Okholms Maskinfabrik, OKM A/S ligger. OKM er underleverandør til den tyske bilindustris premium-mærker. Små elementer af aluminium bliver produceret til en konkurrencedygtig pris, og det skyldes, at virksomheden siden 2013 har arbejdet med industri 4.0.

Freddy Christensen viser rundt på maskinfabrikken. Han forklarer indgående om de forskellige maskiner. Han har titel af system manager hos OKM, og han har indsigten i alle de løsninger, som gør at fabrikken kan producere effektivt og fastholde en vækst om året på 10 procent.

- Vi begyndte i 2013 på en smartere produktion med målet om en papirløs produktion med små tablets. Det har vi ikke helt kunne gennemføre, fordi tegningerne blev for små på tabletten.

Computeren bestiller selv værktøj hjem

Derfor er der i dag en kombination af computer og arbejdstegning i papir ved maskinerne, som ikke er fuldautomatiske. Langt hen ad vejen er forandringen dog en realitet. Systemer holder styr på alt det, som før krævede rutineprægede arbejdsgange og procedurer, og det har effektiviseret driften.

Indhold er hentet

- Når en af vores 16 maskiner producerer et bestemt emne, kan vi se den nøjagtige tid og slid på maskine og værktøj af for at producere det emne. Vi kender produktionstid, nedetid, pris og hvor meget værktøj, vi har brugt for at producere en bestemt ordre. Derfor kan vi nu lave et meget præcist tilbud til en kunde.

Fuldautomatik slår alle konkurrenter

Men OKM er gået længere endnu. De halvautomatiske løsninger i den ene hal er erstattet af fuldautomatiske maskiner i den anden hal, hvor der bliver produceret op imod halvanden million emner med minimal menneskelig indblanding. Freddy er dog allerede i gang med at udvikle yderligere.

- Vi vil bygge en målestation til at sikre kvaliteten på hvert enkelt emne, hvor vi lige nu gør det manuelt med stikprøver hver halve time.

Indhold er hentet

Stor skala i produktionen er planen

Det er sådan OKM ser fremtiden for fabrikken. Ordrer, hvor der skal produceres millionvis af det samme element. Det forklarer fabrikschef Kristian Kvistgaard-Persson:

- Det er et projekt, hvor vi målrettet er gået meget i detaljer med processen, og vi har fuldautomatiseret det hele, så operatøren ikke skal røre ved noget som helst, siger han.

Kristian sidder på et lille kontor midt i fabrikshallen og kan på skærmen se status fra alle maskiner og planlægge produktionen efter det. Han er meget optaget af den nye strategi med fuldautomatiske processer:

- Det kan de ikke konkurrere med i Kina eller andre steder. Maskinen er skræddersyet til lige præcis den produktion. Der findes ikke et anlæg på denne her klode, der kan producere stumperne lige så hurtigt og effektivt.

Minimal nedetid med service online

Service fra leverandøren af maskinen foregår online fra Italien, og det fjerner yderligere nedetid, fordi der ikke først skal en forbi fabrikken i Tønder.

De nyeste maskiner er indkøbt og sat op til at producere en enkelt stump. Præcis hvilken er en forretningshemmelighed, men den indgår som en del af tyske luksusbiler. Og fremtiden tegner godt, fordi den dyreste udgift bliver reduceret med fuldautomatiserede maskiner.

- En mand kan passe de tre maskiner i den her hal, og det reducerer jo lønudgiften væsentlig. Det gør OKM konkurrencedygtige. Men vi har stadig brug for dygtige folk, og derfor tager vi også lærlinge ind, som også får oplæring i den tekniske del af maskinerne, forklarer Freddy, da vi går tilbage til hallen.

OKM udvikler fortsat

Han ser to afgørende ting mere, som kan udvikles: RFID-tags på materialerne, som gør dem genkendelige for en stregkodelæser og den anden udvikling, at maskinerne selv ved, hvad de laver. Nogle af de maskiner, som vi går forbi, laver nemlig flere forskellige elementer på en gang, som det er nu.

- De bliver regnet som det samme i systemet, fordi vi ikke kan skelne, når maskinen ikke gør det. Det giver lidt udfordringer, og vores optælling bliver et sjus, ligesom vi ikke får så nøjagtige data, men det kan også løses, slutter Freddy.

Han garanterer, at OKM fortsat forbedrer sig med nye tiltag for at blive ved at kunne konkurrere med andre, selvom de måske lige nu er foran.

Indhold er hentet

Hvad er industri 4.0?

Industriens tre første store bevægelser var:

  1. Mekaniseringen i 1500-tallet, der introducerede vandmøllen og den mekaniske væv.
  2. Industrialiseringen i 18-1900-tallet, der skabte fabrikken og samlebåndet.
  3. Automatiseringen i 1980-90’erne, der bragte robotter ind på linje med arbejdere i fremstillingen.

Industri 4.0 er den bevægelse, vi ser ind i lige nu. Det er integrationen mellem den digitale verden og den fysiske produktion. Det er ideen om, at intelligente, samtænkende produktions- og servicenetværk kan selvstyre elementer på kryds og tværs af industrielle værdikæder.

Kilde: Teknologisk InstitutÅbner link i ny fane

Indhold er hentet

Om virksomheden

OKM A/S leverer til den tyske bilindustri. Virksomheden har stabil vækst med 10 procent om året, og der er 22 ansatte.

I udviklingen af ”Smart Production”, som er udviklet af OKM A/S, har følgende blandt andet været involveret: Syddansk Universitet, Alexandra Instituttet, Force Technology og Innovirk Tønder.