Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

MUMS KAGER

Fra salg via B2B til B2C gennem nye digitale platforme

Indhold er hentet

Mums Kager mistede 85 – 90 pct. af sin omsætning, da Corona-pandemien skyllede ind over Danmark i foråret 2020. En udvikling, der tvang den midtjyske virksomhed til at gentænke sine salgskanaler og søge nye veje. Som konsekvens heraf har Mums Kager digitaliseret sit salg, etableret flere kanaler til kunderne og ovenikøbet udvidet sit marked og kundegrundlag. Fra primært at sælge kager til større professionelle kunder, fx hoteller, gennem traditionelt fysisk salg, har Mums Kager nu etableret digitale salgskanaler via to hjemmesider, så virksomheden nu både sælger kager til sit professionelle kundesegment, men også til private kunder.

Indhold er hentet

KENDSKAB TIL OG OVERVEJELSER FORUD FOR DIGITALISERING

Mums Kager har ikke tidligere sat digitalisering på dagsordenen i virksomheden til trods for, at virksomheden længe har haft det i baghovedet som et ”skuffeprojekt”. Med en årlig vækst i omsætningen pre-Corona og dermed en virksomhed, som kørte godt, var der hos den midtjyske virksomhed ikke den store tilskyndelse til at begive sig i kast med et sådan projekt. Noget, Corona-pandemien imidlertid vendte op og ned på.

Mums Kager har haft flere overvejelser om, hvorvidt de skulle begive sig i kast med digitaliseringen. For den lille midtjyske virksomhed har den største overvejelse handlet om de kompetencer, som de vidste, at digitaliseringen ville kræve, og som de samtidigt selv manglede. Derfor søgte de hjælp til det tekniske og sparring fra Erhvervshus Sydjylland.

ONLINE SALG AF KAGER GENNEM TO HJEMMESIDER

Digitaliseringen af Mums Kager har handlet om at få gjort virksomhedens salgsproces mere digital. Sammen med eksterne aktører har Mums Kager fået oprettet to hjemmesider, hvor virksomhedens sortiment sælges direkte til den private slutbruger.

På den ene hjemmeside kan kunden bestille marcipanprint til kager, f.eks. ved barnedåb og lignende events, mens man på den anden side kan bestille og købe en lang række af bageriets produkter. Sidstnævnte hjemmeside, som primært er der, salget foregår, er bygget op ligesom andre online salgssider, dvs. med et katalog over produkterne og en indkøbskurv, hvorfra kunden kan bestille og betale for de valgte kager. Ændringen af virksomhedens salgsproces fra fysisk til digitalt salg samt udvidelsen af kundegrundlaget til også at omfatte private kunder har samtidigt betydet, at Mums Kager har måtte omstille sig i forhold til produktionen og lagerføringen af kagerne. Det sker som led i, at den nye salgsmodel kræver, at virksomheden producerer et bredere sortiment af kager, da alle kagerne på hjemmesiden potentielt kan bestilles af kunderne hele tiden – og endda i en meget mindre skala end før.

Mums Kager har i den indledende fase været i kontakt med Erhvervshus Sydjylland, som har hjulpet virksomheden og givet sparring i forhold til, hvordan man eksempelvis bygger en hjemmeside op, samt hvordan man rammer den målgruppe, man gerne vil have fat i. Hjælpen her har været afgørende for at igangsætte digitaliseringsprojektet i Mums Kager, da virksomheden ikke tidligere har beskæftiget sig med digitalisering og derfor heller ikke har haft den fornødne viden og kompetencer til på egen hånd at kunne begive sig i kast med et sådant projekt. Mums Kager har derfor benyttet sig af eksterne aktører i deres udvikling af den digitale salgsproces, herunder bl.a. også ejerens søn, som har hjulpet med at lave det tekniske setup bag begge hjemmesider.

DIGITALISERINGEN SKABER UAFHÆNGIGHED OG MINDSKER DEN ØKONOMISKE SÅRBARHED FOR MUMS KAGER

Selvom Mums Kagers hjemmeside kun har været i luften i godt og vel 3-4 måneder fra dags dato, kan der allerede registreres en række gevinster ved den nye digitale tilgang til salget i virksomheden.

For det første oplever Mums Kager allerede en begyndende aktivitet på hjemmesiden til trods for, at den er forholdsvis ny, og at virksomheden endnu ikke har kastet nogen penge efter markedsføring. Det vidner om, at der er et marked for online salg af kager, og at Mums Kager altså har ramt et hul i dette marked.

For det andet, og i tillæg til ovenstående, har digitaliseringen af Mums Kagers salgsproces gjort virksomheden mere konkurrencedygtig i en branche, som for det meste er karakteriseret ved fysisk salg. En udvikling, der gør, at Mums Kager altså skiller sig ud og står stærkt i fremtiden.

Endelig har digitaliseringen af virksomheden betydet, at Mums Kager har gjort sig mindre sårbar. Det skyldes først og fremmest, at virksomheden nu i højere grad har udvidet sit kundegrundlag og derved fokuserer på en bredere kundeskare frem for at sætte sin lid til få store kunder. Dermed minimeres risikoen for, at store udsving i omsætningen pludselig kan opstå, f.eks. hvis den ene kunde vælger at afbryde kontrakten. Desuden har virksomheden fået endnu et salgsben at stå på, nemlig et digitalt et, der sikrer, at virksomheden kan agere mere fleksibelt i et marked, som til tider kan være utilregneligt, som vi så det med corona-pandemien.

Indhold er hentet

Casen og den tilhørende video er fremstillet af Oxford Research A/S