Indhold er hentet
”Mange kommer hurtigt i 1. gear – vi vil i 3. gear”
IT virksomheden Bizbrains i Vejle er allerede i gang internationalt, men med et nyt stort eksport-tilskud satser de på at etablere sig på nye markeder.
Indhold er hentet
- Vi har gjort det rigtig godt i Danmark i mange år, men nu skal vi ekspandere internationalt.
Sådan siger Thomas Frennesen, der for et år siden kom til Vejle-virksomheden Bizbrains som ny chief commercial officer (CCO). Han kommer med eksporterfaring fra sine tidligere jobs og skal nu medvirke til, at den vejlensiske it-virksomhed slår igennem på de udenlandske markeder.
- Faktisk har vi allerede en solid international erfaring, da vi med vores danske kunder, som er over hele verden, også opererer globalt, siger Thomas Frennesen og fremhæver, hvordan Bizbrains i kraft af kunder som DSV, Bestseller og Danske Bank agerer internationalt.
Thomas Frennesen er Chief Commercial Officer (CCO) i IT-virksomheden Bizbrains i Vejle
Indhold er hentet
- Men nu skal vi have etableret en international afdeling, hvorfra vi skal opdyrke nye markeder, siger Thomas Frennesen.
Når han ser på danske virksomheder, så konstaterer han, at vejen fra at være på ét udenlandsk marked og så til at bide sig fast som international virksomhed, ikke er nem.
- Mange virksomheder kommer hurtigt op i 1. gear, men har svært ved at komme videre. Vi vil i 3. gear og bygge en model for at komme i endnu højere gear, siger Thomas Frennesen.
800.000 kr. i støtte
Derfor har Bizbrainz også rettet blikket mod det nye – og hidtil største eksportprogram fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse – SMV:Eksport. Her er der op til 800.000 kr. i eksporttilskud til virksomheder, der allerede har eksport.
- Vi skal have kigget nærmere på det tilbud. For os vil det være særdeles interessant at få tilskud til at få foretaget en god markedsanalyse, siger Thomas Frennesen, hvis virksomhed satser på, at England og Holland kan blive de steder, hvor de i første omgang bider sig fast.
- Det er dyrt at starte op på et nyt marked, men hvis vi får støtte til at analysere markederne, giver det os faktisk mulighed for at starte to steder. Dermed kan vi sprede risikoen og sadle om uden at miste momentum, hvis det viser sig at gå trægt det ene sted, siger Thomas Frennesen.
De vigtige messer
Samtidig hæfter han sig ved, at der i SMV:Eksport også er en chance for at få tilskud til deltagelse på messer.
- I udlandet er messer store, og der er en kultur om at deltage. Men det er ofte dyrt. Jeg håber på, at vi både kan få rådgivning om, hvad der virker og tilskud til selve deltagelsen, siger Bizbrains-chefen.
It-virksomheden har tidligere benyttet sig af eksport-tilbud fra Erhvervshus Sydjylland, og det stopper ikke.
- Rådgivningen fra dem, som har fingeren på pulsen, er virkelig betydningsfuld. Og for os har erhvervshuset også været kontaktindgang til the Trade Council og de udenlandske ambassader. På den måde står vi med et hold, når vi bevæger os ud i verden, siger han.
Nemmere at tiltrække
Bizbrains er eksperter i digital integration indenfor EDI/API og tilbyder virksomheder, en løsning, så deres forskellige it-systemer kan tale sammen og udveksle data. Thomas Frennesen ser en ekstra gevinst ved eksporten, som ikke blot handler om at vinde flere markedsandele.
- Indenfor IT-branchen er der hård kamp om arbejdskraften. Når vi er etableret internationalt, har vi også langt nemmere ved at tiltrække flere talentfulde medarbejdere, som får øje på os.
Indhold er hentet
Om Bizbrains
Virksomheden med hovedafdeling i Vejle leverer software til at udveksle komplekse eller store mængder data mellem systemer, hvilket fjerner den manuelle flytning fra et system til et andet. Bizbrains solgte i 2021 en andel af virksomheden til kapitalfonden VPK. Du kan læse mere på bizbrains.dk
Tilskud til eksport?
Lige nu kan du gennem Erhvervshus Sydjylland få op til 800.000 kr. i samlet tilskud til opstart af eksport på nye markeder.