Han brænder for ejerledere
STAFETTEN: Søren Lerche Jacobsen har dedikeret sit liv til netværket Jonathan, hvor ejerledere finder ud af, at lederskab ikke er en rolle men et liv.
Indhold er hentet
Indhold er hentet
STAFETTEN: Morten Skakke har haft brug for lige dele tålmodighed og stædighed, men er efter 10 år nu lykkedes med den turn around, som han og hans kone satte sig for, da de i 2013 købte FLK Cabin i Toftlund
Indhold er hentet
”Hvis ikke det lykkes, så har vi ikke nogen fremtid.”
Så enkel – og brutal vil nogen måske sige – har tanken været for Morten Skakke, siden han for 10 år siden købte FLK Cabin i Toftlund sammen med sin kone Susanna Skakke.
Dét, der skulle lykkes, var en transformation. Eller, som det også kaldes på moderne virksomhedssprog, en turn around. Ægteparret havde købt en bundsolid virksomhed, som siden 1967 havde bygget førerkabiner til forskellige maskiner.
– Vi overtog en virksomhed med stolte traditioner, og vi var ikke i tvivl om potentialet. Men vi kunne også se, at der var brug for en omstilling. Førerkabinerne blev afsat via forhandlere, men det var ikke holdbart at fortsætte med den forretningsmodel. Det var simpelthen for dyrt, at vi fik maskinerne fra forhandlere, skilte dem ad for så at blive ombygget med vores kvalitetskabiner, siger Morten Skakke.
Han var ikke et sekund i tvivl om, at fremtidens succes stod og faldt med, at virksomheden sælger deres førerkabiner direkte til producenten.
– Vores mål var, at maskinerne skulle bygges med vores førerkabiner lige fra starten. Det ville være en billigere løsning for slutkøberen, og vi ville udvide vores marked markant ved at sælge direkte til producenterne. Det var den eneste rigtige vej, siger Morten Skakke.
Indhold er hentet
Alenlang proces
Hvad han ikke havde regnet med, da han satte sig i ejer- og direktørstolen, var, at han skulle bruge 10 år på at få den nye forretningsmodel kørt i stilling.
– Det har krævet tålmodighed og stædighed. Når vi som lille virksomhed skal levere til globale virksomheder, så er det en langstrakt proces med at nå igennem og blive godkendt, siger Morten Skakke, der sidste år fik skabt gennembruddet og nu har fire store producenter som kunder.
– Selvfølgelig har det nogle gange føltes som en ørkenvandring, og jeg har da også spurgt mig selv, om jeg skulle bruge de bedste år af mit liv på den lange jagt, siger Morten Skakke og fortsætter:
– Jeg er nok bare dumstædig. Og jo større virksomhed, du skal levere til, jo længere tid tager forarbejdet.
Penge i den gamle model
Da Susanna og Morten Skakke overtog Toftlund-virksomheden, var der 20 ansatte. Sådan ser medarbejderantallet stadig nogenlunde ud. FLK Cabin har siden Skakke-overtagelsen fortsat med den gamle forretningsmodel med levering af førerkabiner til forhandlere.
– Vi har skullet tjene pengene dér, hvor vi kunne, samtidig med at vi har investeret et utal af gratis timer i at nå igennem med aftaler hos producenterne. Det er nu, sliddet lønner sig, siger Morten Skakke.
Vækstens næste skridt
Nu står Susanna og Morten Skakke med en virksomhed, som har taget massive skridt for at blive godkendt som leverandør til de internationale producenter. Undervejs er der blevet kigget på alle processer og standarder i FLK Cabin, som i mere end 50 år har slået sig op på kvalitet. Dét er et arbejde man aldrig bliver færdig med.
– Vi har fået travlt, og det går godt, siger Morten Skakke, der gør sig overvejelser om, hvordan FLK Cabin nu skalerer på rette vis.
– Spørgsmålet er om vi skal vælge den organiske vækst, hvor vi stødt vokser, eller vi eksempelvis skal gå efter en investor, så vi kan sætte turbo på væksten. Det er nogle af de strategiske overvejelser, som jeg gør mig, siger Morten Skakke.
Han ved, at der er mange andre SMV’er i det sydjyske, som er midt i en turn around, eller som kommer til at skabe omstilling i nær fremtid for at klare sig. Hans råd er klart.
– Giv ikke op, selvom det kan tage 10 år. I sidste ende lønner det sig.
Indhold er hentet
Om Morten Skakke
Morten Skakke er oprindeligt uddannet cand. merc i strategi, organisation og ledelse. Frem til 2012 var han ansat i Danfoss som mellemleder med forskellige roller som projektleder, leder af e-business og senior marketing manager. I 2013 vælger han at blive selvstændig og køber sammen med sin kone Susanna Skakke FLK Cabin i Toftlund, som siden 1967 har produceret førerkabiner.
Læs mere på flk-cabin.dk
Indhold er hentet
Næste gang
Morten Skakke giver stafetten videre til Finn Jørgensen, ejer Finsø A/S i Bredebro.