Indhold er hentet
Hotel-direktør i Billund sparer 5.416 kilowatt på tre uger
For halvandet år siden blev Martin Ebmark hevet ind som ny direktør på Zleep Hotel ved Billund Lufthavn, fordi han er god til at finde veje gennem kriser. Nu skruer han og medarbejderne på alle tænkelige knapper, og han har tiltro til, at det lykkes
Indhold er hentet
10.11.2022
Alarmklokkerne har gennem flere år bimlet og bamlet over hotelbranchen. Først langvarige corona-nedlukninger og nu en energikrise, som sender udgifterne på himmelflugt. Zleep Hotel i Billund Lufthavn er ingen undtagelse, men hotellet og dets direktør har en fasttømret tro på, at de nok skal komme gennem endnu en svær tid.
– Jeg blev hyret til det her job, fordi jeg er god til det med at finde nye veje i en krise. Jeg er på ingen måde en driftsmand, men har gennem årene arbejdet med krisehåndtering og forandringsledelse i særligt fly- og oplevelsesindustrien, siger Martin Ebmark, der kom til Zleep Hotel for halvandet år siden fra en lignende stilling som hoteldirektør på Malta.
– Jeg havde ikke været her i 100 dage, førend vi fik den næste corona-nedlukning. Men jeg synes, at det er interessant med sådan en opgave, fordi den udfordrer og tvinger til nytænkning, siger Martin Ebmark.
Indhold er hentet
Lommeregneren er fremme
På Zleep Hotel er de gennem alle tænkelige dele af forretningen for såvel at sikre kundeflow som effektiviseringer og besparelser. Martin Ebmark kan konstatere, at de tilbage i 2019 betalte 94.000 kr. i el frem til oktober. I år er udgiften 328.000 kr. i samme periode.
– Det er penge, som vi skal finde et eller andet sted, og vi kan ikke kun pålægge vores kunder merudgiften, da vi så risikerer at tabe dem, siger han og kan glæde sig over, at der til gengæld endnu ikke er nogen stor stigning på varmeregningen, da hotellet er tilkoblet fjernvarmen i Billund.
3 tiltag til at klare krisen
Alle medarbejdere på hotellet er involveret i at finde tiltag, der kan sænke udgifterne. Hotellets vicevært tog fat i den tilknyttede elektriker, da el-priserne eksploderede.
– Vi har været rundt og måle på alt og derfra set på, hvor vi kan skrue ned og spare, siger Martin Ebsmark.
Det betyder eksempelvis, at hotellets to energislugere af ovne i Food Chef-området, som førhen stod tændt hele tiden, for at være klar til at varme et pølsehorn til en sulten kunde, nu kun er i gang seks timer om dagen og styres med termostater.
– Hver af ovnene bruger 12 kr. i timen. Nu er der kunder, som må vælge noget andet end et pølsehorn, hvis de kommer om eftermiddagen, men det er uproblematisk. Tilsvarende havde vi før fire kaffemaskiner, hvor jeg talte med leverandøren og fandt ud af, at vi fint kunne slå de tre fra, når de ikke var i brug.
De to morgenmadskølere, som førhen var tændte hele dagen, bliver nu også slukket efter klokken 10, og personalet rykker i stedet morgenmaden ind i køkkenets køleskabe. De to kølere brugte tilsammen før 3.000 kr. i strøm om måneden. Nu er den samlede udgift på 1.250 kr. Hver anden el-pære er blevet slukket flere steder på hotellet, mens de gør sig klar til at få samtlige udskiftet til LED-pærer.
– Derudover har vi lukket vores restaurantområde i løbet af en periode og sat skilte op til hotellets kunder om, at det er vores bidrag til at hjælpe Danmark gennem krisen. Vi oplever udelukkende, at der bliver taget godt imod vores initiativer, siger Martin Ebmark, der kan konstatere, at hotellet med de mange initiativer er lykkedes med at spare 5.416 kilowatt på tre uger.
– Jeg er meget tilfreds og egentlig er det her noget, som vi burde have gjort tidligere, men det er det positive udkomme af krisen, siger hoteldirektøren.
Indhold er hentet
Leverandører kaldt ind
Ét er hotellet egne besparelser på forbrugsudgifter. Noget andet er udgiften på indkøb. Martin Ebmark har kaldt samtlige hotellets leverandører til møde på hotellet, hvor han åbent har talt med dem om, hvor de kan hente penge.
– Det har vi aldrig gjort før, men det har været rigtig godt givet ud. Vi er storindkøber af fx thaibokse, og det betød, at leverandøren kunne give os hver 10. boks gratis. Tilsvarende kunne vores spiritus-leverandør tilbyde os seks flasker gratis mod, at vi så til gengæld lavede nogle fremstød for de enkelte produkter.
Madspild er et andet element, hvor hotellet har været i offensiven. Det betyder, at de nu også tilbyder ”Too good to go”-poser. Men hotellets initiativer gør det ikke alene. I årets sidste kvartal har hotellet lavet et prisløft på 7 procent på deres overnatninger, og i 2023 tilføjer de ekstra 7 procent.
– Vi kan ikke klare de ekstra udgifter alene gennem besparelser, men jeg håber, at vi med det her rammer den rette balance, siger Martin Ebmark, der glæder sig over, at de i kølvandet på corona har fået skabt et helt nyt kundesegment, så forretningen ikke står og falder med flytrafikken. Zleep Hotel er således i dag hotelbase for de mange udenlandske offshore-medarbejdere i Esbjerg, og hvor Martin Ebmark har arrangeret shuttle-busser til og fra Esbjerg på daglig basis.
– Det fungerer rigtig godt, og det betyder, at vi stort set hele året er tæt på fuld belægningsgrad. Jeg har stor tiltro til, at vi nok skal komme gennem krisen, siger han.
Indhold er hentet
Få gratis 1:1 sparring til at finde nye veje
Har du brug for at få vendt din forretning og finde nye veje til at spare og tjene penge, så er vores team af forretningsudviklere klar med en uvildig og gratis 1:1 sparring, og hvor vi kan pege dig i nye retninger. Mød her Allan Clausen, som giver dig et indtryk af, hvad vi har til dig.