Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Nyhed | 18. maj 2022

"Her er jeg ikke borgmester"

NY I ERHVERVSHUSETS BESTYRELSE: Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune, har et klart billede af, hvordan de sydjyske virksomheder får de bedste betingelser for at udvikle sig.

"Hele tiden skal vi være opmærksomme på, at vejen til erhvervsfremme er enkel og gnidningsfri for virksomhederne", siger Stephanie Storbank (V), borgmester i Billund Kommune og nyt bestyrelsesmedlem i Erhvervshus Sydjylland.

Indhold er hentet

- Det er fantastisk med en bestyrelse som den her, der samler erhvervslivets interesser på tværs af det sydjyske, siger Stephanie Storbank (V), borgmester, Billund Kommune og kommer ind på sin egen rolle i den nye bestyrelsessammenhæng:

- Her er jeg ikke borgmester, som skal udstikke en politisk retning. Det handler om store ører og en lille mund. Jeg skal først og fremmest lytte.

Øje for SMV

Stephanie Storbank, der i 2021 fik overrakt borgmesterkæden efter Ib Kristensen, som sad 20 år på posten, glæder sig over, at hun nu skal være med til at fremme det sydjyske erhvervsliv gennem sit nye bestyrelsesarbejde.  

- I Billund fylder vækst og udvikling rigtig meget, og jeg ser frem til at blive klogere på hele det sydjyske erhvervsliv og være med til at udstikke retningen, siger Stephanie Storbank.

Selv om hun kommer fra en kommune som mange associerer med store virksomheder som LEGO og Billund Lufthavn, så er SMV-feltet, som hun nu kommer til at arbejde målrettet for, ikke fremmed land for hende.

- Vi har også mange små og mellemstore virksomheder i Billund, hvor vi har en tæt dialog med dem om deres behov, siger hun.

Den gode forgrening

Hun fremhæver i den sammenhæng den lokale erhvervsservice i form af Billund Erhvervsfremme. Og konstellationen ’lokal erhvervsservice-regionalt erhvervshus’ ser borgmesteren som vigtig for virksomhederne.

- De lokale erhvervskontorer har det tætte kendskab til virksomhederne og ejerne. De følger dem og er klar med sparring og vejledning tæt på. Men virksomhederne har også brug for adgang til ekspertise til for eksempel grøn omstilling, digitalisering og eksport. Det er her, at Erhvervshus Sydjylland har udtalte kompetencer, fremhæver Stephanie Storbank.

Hendes indtryk er, at der generelt er et frugtbart samarbejde mellem den kommunale erhvervsservice og erhvervshuset, men alligevel har hun det som et fokuspunkt.

- Vi har et rigtig godt udgangspunkt, men vi skal arbejde videre med de snitflader. Hele tiden skal vi være opmærksomme på, at vejen til erhvervsfremme er enkel og gnidningsfri for virksomhederne. Det sikrer vi gennem det gode samarbejde, siger Stephanie Storbank.

Turisme og Power2X

Hun ser en række væsentlige styrkepositioner i det sydjyske erhvervsliv. Det gælder blandt andet inden for udviklingen af grøn energi med Power2X og sektorkobling, men også inden for transport og logistik samt turisme. Og trods flere år med coronakrise og nu krig i Europa har hun tiltro til en gunstig fremtid for virksomhederne.

- Vi er dygtige til at samarbejde i det sydjyske. Ser vi eksempelvis på turisme, så matcher vi i Billund de største kommuner i landet, og vi oplever, at  turismen breder sig som ringe i vandet til de øvrige kommuner. 

Indhold er hentet

Om Stephanie Storbank

Siden 2021 borgmester for Venstre i Billund Kommune. Oprindelig uddannet bachelor i sygepleje og efterfølgende kandidat i pædagogisk psykologi ved Aarhus Universitet. Privat gift og mor til tre børn.