Af Marianne Danling, projektleder i Erhvervshus Sydjylland
Kigger vi ud over den sydjyske landsdel, er vi generelt på rette vej i forhold til rammerne. Ifølge statistikkerne er overlevelseschancerne rigtigt gode for virksomheder, der etablerer sig i Sydjylland.
Og nettet af vejledningsmuligheder for nyetablerede virksomheder er fintmasket og velfungerende, ikke mindst takket være de lokale erhvervskontorer på kommunalt niveau. Ingen sydjyder behøver at kigge langt efter vejledning og sparringsmuligheder, hvis de er i tvivl om detaljerne i forbindelse med springet udi at etablere virksomhed.
Færre i Sydjylland end resten af landet
I det lys kan det virke lidt underligt, at der ikke er endnu flere sydjyder, der kaster sig ud i at drive egen virksomhed.
Den sydjyske etableringsrate har i flere år ligget under landsgennemsnittet - det vil sige, at nyetablerede virksomheder udgør en mindre andel af det sydjyske erhvervsliv end i resten af landet.
Ovenikøbet er der blandt de nyetablerede, sydjyske virksomheder færre end i resten af landet, som skaber arbejdspladser for andre end ejeren i løbet af virksomhedens første leveår.
Det er en udvikling, som vi er nødt til at være mere opmærksomme på nu og i de kommende år.
Fremtidens arbejdspladser skabes af vores iværksættere nu og her. Derfor er der alle gode grunde til at støtte en udvikling, som skaber flere sydjyske vækstiværksættere -det vil sige nye virksomheder med indbyggede ambitioner om at vokse og bryde grænser.
Det gode spørgsmål er selvfølgelig, hvad der skal til for at skabe sådan en udvikling? Et bud herfra er at udfordre vaneforestillingerne og afsøge mulighederne uden "vi plejer".
Typisk iværksætter: Mand, midt i trediverne
Kigger vi på statistikkerne for den sydjyske landsdel, så er en typisk stifter af en ny virksomhed en mand, midt i trediverne og har godt tolv års erhvervserfaring. Kun meget sjældent har han en lederbaggrund, før han etablerer egen virksomhed, og kun hver tredje etablerer sin virksomhed sammen med en forretningspartner.
Brancherne, som nye virksomheder kigger ind i, er typisk bygge- og anlæg, transport eller detailhandel.
Dette billede er i øvrigt ikke særligt forskelligt fra resten af landet.
Men uanset om det gælder sydjyder eller andre danskere, så er der masser af muligheder for at skabe nye, blomstrende forretninger uden for de allerede nedtrådte stier.
Hvorfor skal 71 procent af de nye sydjyske virksomheder for eksempel etableres af mænd? De gode eksempler på kvindelige vækstiværksættere findes allerede rundt omkring i Sydjylland. Men vi skal opmuntre flere kvinder til at følge i deres fodspor.
For netop når det gælder om at øge sandsynligheden for gennembrud og hidtil usete kommercielle succeser, er mangfoldighed og variation en stor og vigtig kvalitet. Det er viljen, engagementet og den gode idé, der gør forskellen på iværksætter-fronten, ikke køn eller traditioner.
Øg mentorordninger og skab miljøer for vækst
En anden vigtig vej til at øge antallet af sydjyske vækstiværksættere er at sikre sparringsmuligheder, mentorordninger og miljøer for de virksomheder, der tænker i vækst og skalering.
Det er fint med det brede og fintmaskede net, som kan hjælpe alle i gang. Men vi skal også turde dyrke eliten. For vækstiværksætteri er i høj grad en elitesport.
Her handler det om at udvikle programmer og tilbud, som er målrettet til at møde behovene hos de virksomheder, der tænker i mange arbejdspladser, eksportmuligheder og mere avancerede forsyningskæder.
Og det er ikke mindst her, vi ser en vigtig opgave som tværkommunalt erhvervshus. Vi har allerede konkrete tilbud og programmer på hylderne til den gruppe af iværksættere, som kræver en mere specialiseret håndsrækning.
Fremtidens arbejdspladser skabes uden plejer
Vi er klar til at sparre med alle ambitiøse virksomheder omkring vækstplaner og nye forretningsideer, og selv om vores afsæt altid er de forhold, der nu engang gælder i vores landsdel, starter vi aldrig med " vi plejer". Fremtidens arbejdspladser findes uden for de stier, vi allerede har trådt.
Det er fint med det brede og fintmaskede net, som kan hjælpe alle i gang. Men vi skal også turde dyrke eliten.
For vækstiværksætteri er i høj grad en elitesport.
Klummen er tidligere bragt i Jydske Vestkysten