Indhold er hentet
Giver cybertruslen dig ondt i maven?
At cyberangreb er fatale og kan have uoverskuelige konsekvenser, ved vi kun alt for godt. Der er virksomheder, som står tilbage med kæmpe regninger, og som oplever ødelæggende systemnedbrud.
Indhold er hentet
I dag siger man ikke længere ”hvis det sker”, men ”når det sker”.
Virksomheder er under konstant risiko for, at hackere finder veje ind til virksomheders værdifulde oplysninger og skaber omfattende – og i nogle tilfælde – uoprettelige skader.
Skræmmescenarier skal vi imidlertid ikke lade os styre af. Det giver ondt i maven. At vi reagerer sådan, er dog ikke underligt. Det er velkendt, at vi mennesker allermest frygter det, som vi ikke har kontrol over. Og sådan er det også med cybertruslen. Vi står overfor organiserede kriminelle, der hele tiden prøver at være skridtet foran vores sikkerhedsforanstaltninger.
For mig handler det om at minimere risikoen. Når det kommer til cybertruslen, så er det bedste modsvar aktiv handling.
Denne måned er årets cybersikkerheds-måned verden over. I år er det overordnede tema ”Secure Our World”. Min opfordring er, at du dedikerer måneden til at give cybersikkerheden i din virksomhed ekstra opmærksomhed. Der er virksomheder, som allerede er godt kørende og har styr på sikkerheden, men rigtig mange små og mellemstore virksomheder famler – og med god grund. For hvor skal man starte, og hvornår ved man, at man er på sikker grund?
Den viden har man selv sagt sjældent medarbejdere til i en mindre virksomhed. Det kræver specialister, som er dedikeret til den del. Og de er derude. Nogle bruger deres IT-specialist til hele tiden at være opdateret, andre griber ud efter de mange cyberspecialister i private virksomheder.
Jeg ved, at det kan være vanskeligt at tage sig tid og økonomi til cybersikkerhed i en hverdag, hvor der altid er travlt med drift og løsning af presserende opgaver. Men som virkeligheden er i dag, er det for dyrt at lade være.
Indhold er hentet
Få styr på cybersikkerheden i din virksomhed
Du kan få 1:1 sparring om cybersikkerhed og adgang til værdifuld viden og værktøjer.
Indhold er hentet
Samtidig er det også værd at huske på, at små og mellemstore virksomheder har adgang til forskellige tilskud til at skabe cybersikkerhed. I regi af landets seks erhvervshuse – hvor jeg repræsenterer Erhvervshus Sydjylland – er der blandt andet tilskudspuljer til virksomheder med op til 249 ansatte. Her er der eksempelvis betydelige økonomiske tilskud til indkøb af private rådgivere, som er eksperter i cybersikkerhed. Derudover har vi også tilskudspuljer til cybersikkerhed målrettet forskellige brancher, blandt andet energisektoren.
Det er kort og godt din mulighed for at få en samlet gennemgang af jeres cybersikkerhed. Finde ud af, hvad I har, der fungerer, lige som det skal og samtidig få overblik over, hvor I har huller, der skal lappes. Det kan være alt lige fra at finde ud af, hvor jeres udstyr er placeret, og hvordan det kan tilgås fra internettet til overblik over, hvor jeres data florerer, beskyttelse af jeres domæner til uddannelse af jeres medarbejdere i IT-sikkerhed.
I dag er cybersikkerhed også et konkurrenceparameter
Cybersikkerhed er ikke noget, du tjener penge på nu og her. Men når mine kolleger og jeg kommer rundt og taler med virksomhedsejere, som har prioriteret indsatsen, er der ro i øjnene. De ved, at de kan modstå angreb, og de kan tilmed dokumentere overfor deres kunder, at de har styr på cybersikkerheden. Samtidig minimerer du sandsynligheden for at miste alle dine data eller at blive afpresset større beløb for at få dine data tilbage fra professionelle hackere. Dermed er cybersikkerhed i dag også et konkurrenceparameter og et krav, som store virksomheder kommer til at stille til mindre virksomheder.
Debatindlægget er bragt i Erhverv+ 6. oktober 2024
Støttet af: