Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Nyhed | 28. okt. 2024

Fiskerdrengen kaster snøren ud efter ny business

Jens Bollerup fra Hvide Sande er ikke typen, der bliver på den samme fiskeplads livet ud. Med lige dele nysgerrighed og lyst til at lære nyt, nyder han at bevæge sig i sit arbejds- og fritidsliv.

Indhold er hentet

Den vestjyske erhvervsmand, der er vokset op som fiskerdreng i Grønland og Hvide Sande, er ny mand hos Erhvervshus Sydjylland. Med sin mangeårige erfaring som erhvervskundechef hos Jyske Bank, international forretningsudvikler i en global svensk industrikoncern, virksomhedsmægler samt direktør og medejer i en håndfuld vækstvirksomheder med start-ups og turn-arounds indenfor bl.a. vind- og byggebranchen, skal han nu hjælpe små og mellemstore virksomheder i det sydjyske med udvikling.

Jens Bollerup har alle dage været optaget af både de ’hårde’ og ’bløde’ dele i virksomheds-arbejdet. Han jonglerer med tal og har i en årrække arbejdet med salg og opkøb af virksomheder, samt mellem sine lederjobs bl.a. været internationaliseringsrådgiver hos Energy Cluster Denmark i Esbjerg og forretningsudvikler ved lanceringen og MSC-certificeringen af Nordens første internetauktion for fisk.

Jens er klar til at tale med dig om din forretning

Indhold er hentet

For Jens Bollerup kan nøgletal og strategier blot ikke stå alene. Han er stærkt optaget af de menneskelige værdier og har udover sin HD og cand. merc. en coachuddannelse, som han har brugt til at hjælpe ledere og medarbejdere med deres faglige og ikke mindst personlige udvikling.

Hos Erhvervshus Sydjylland har Jens Bollerup to opgaver. Halvdelen af hans stilling er som forretningsudvikler, hvor han gratis og uvildigt giver sparring til virksomhedsledere. Han hjælper dem bl.a. i retning af tilskudsprogrammer og videre til private rådgivere, der så kan løfte dem til næste niveau.

Derudover er Jens også Early Warning-konsulent. Det betyder, at han står til rådighed for virksomheder med økonomiske udfordringer. Jens Bollerup hjælper med at få virksomhederne på ret køl, og i nogle tilfælde mindst smertefuldt gennem en konkurs eller et salg. Som Early Warning-konsulent drager han fordel af, at han i sin mangeårige erhvervskarriere personligt også har prøvet at gennemgå både virksomhedshandler og en konkurs, med den økonomiske og menneskelige pris det kan have som ejerleder.

Privat lever Jens Bollerup sammen med Maria Houlind, der har selvstændig psykologvirksomhed i Middelfart og Aabenraa. De bor i et gammelt byhus i Aabenraa. Fiskeropvæksten har aldrig sluppet sit tag i Jens Bollerup, så de har også hus i Hvide Sande. Men han bruger det meste af fritiden med Maria, familien og vennerne i deres havkrydser på ture i Skandinavien, hvor de i sommers sejlede to måneder til Lofoten. Når muligheden er der, pakker han også gerne sin veteran Land Rover, for at nyde den rå og forblæste natur på sin gamle hjemegn.

Indhold er hentet

Du kan også få gratis og uvildig sparring

Både Jens og hans kolleger er klar til at vejlede dig om de forskellige udfordringer, din virksomhed kan møde.

Se dine muligheder