Indhold er hentet
Det grønne vokser helt ind i produktionen
Hos P. Lindberg Industri i Gram har medarbejderne stor motivation for grøn omstilling, og virksomheden møder allerede krav fra kunder om, at der er styr på både miljøcertificeringer, grønne regnskaber og Verdensmål
Indhold er hentet
Hvis du er en af dem, som håber, at du med et hurtigt knips kan gøre din virksomhed grøn, er der ingen grund til at læse videre.
Hvis du omvendt vil have inspiration til, hvordan I som virksomhed på en og samme tid kan arbejde lavpraktisk, konkret og strategisk med grønne tiltag og engagere medarbejderne i processen, så er der god grund til at læse videre.
Sidste år fik P. Lindberg Industri i Gram en af pladserne på tilskudsprogrammet SMV:Grøn.
– For os er det vigtigt, at arbejdet med grøn omstilling ikke kun er noget, som lever, mens vi kører det her projekt. Vi vil have det ud i alle hjørner, og vi tror på, at vi opnår resultat ved at engagere de forskellige medarbejdergrupper, siger Lars Hansen, direktør i industrivirksomheden, der arbejder med stålkonstruktioner og håndteringsudstyr, bl.a. til vindmølleindustrien.
Indhold er hentet
Ja tak til grønne midler
Projektet har været startskud til en grøn omstilling, som slår igennem på flere planer. Lars Hansen understreger vigtigheden af, at de grønne kompetencer får rodfæste i virksomheden.
– Når man som virksomhed sætter gang i et nyt projekt, så er udfordringen altid at få det til at bide sig fast, så det ikke kun bliver nye, gode handlinger i projektperioden, siger han.
Derfor blev SMV:Grøn-projektet også startet op med en overordnet kompetenceudviklingsdag med afsæt i FN’s Verdensmål. 10 medarbejdere, som repræsenterer de forskellige personalegrupper i industrivirksomheden med 40 ansatte, rev en dag ud af kalenderen for at suge viden til sig fra den private rådgiver.
– En af udfordringerne hos os er, at vi har endnu flere, end de 10 som i første omgang er med i projektet, som ønsker at blive en del af det, men det er et positivt problem, siger Lars Hansen.
Ideer strømmer ind
Den indledende verdensmålsdag kombineret med de seneste års materialeknaphed og energikrise har skabt stor grøn motivation blandt medarbejderne hos P. Lindberg Industri. Ledelsen opfordrer dem til at komme med ideer og forslag til grønne initiativer.
– Nogle går op i strømmen og kommer med gode ideer til spareforslag, andre er optaget af genbrug og minimering af spild. Vi går målrettet efter at hente alle de lavthængende frugter, siger Lars Hansen og fremhæver, hvordan workshop-forløbet i regi af SMV:Grøn har givet medarbejderne nye indsigter:
– På tværs af lager, logistik og administration arbejder vi med, hvordan vi bliver grønne. Vi vil gerne bidrage til den grønne omstilling, og så er det ikke nok, at det er tre mand på et kontor, som er engageret, siger han.
Indhold er hentet
De store tandhjul
Verdensmål 12 – Ansvarligt forbrug og produktion – er et af de Verdensmål, som de har taget til sig i Gram-virksomheden. Og sideløbende med de konkrete hverdagsforandringer arbejdes der på overordnet plan med implementering af en klimaaftryksberegning og en ISO14001-certificering i miljøledelse.
– For en virksomhed som vores er det vigtigt, at vi arbejder målrettet og dokumenteret med grøn omstilling og regnskaber. Vi har bl.a. kunder i vindmølleindustrien, som har sagt, at vi skal kigge på Verdensmål og miljøcertificering, så vi fremtidssikrer os som leverandører.
Det grønne koster
Hos industrivirksomheden ser man også på større investeringer i for eksempel solcelleanlæg, og Lars Hansen medgiver, at grøn omstilling ikke er gratis.
– Selvfølgelig koster det både tid, ressourcer og investeringer. Men vi er en virksomhed, der kan se en nødvendighed af den vej og kunder, som stiller krav om det, siger Lars Hansen og fortsætter:
– Når vi samtidig mærker, hvordan det motiverer vores medarbejdere at få grønne kompetencer ind i virksomheden, er vi sikre på, at det på alle måder er et godt regnestykke.
Indhold er hentet
Om P. Lindberg Industri
Ejerledet industrivirksomhed i Gram, som har eksisteret siden 1855. Har udviklet sig fra at være landbrugssmedje med lokale kunder til en moderne specialvirksomhed med kunder over hele landet. Virksomheden udfører specialopgaver i stål, aluminium og andre metaller og er bl.a. underleverandør til vindmølleindustrien. Har i dag 40 ansatte. Læs mere på pl-i.dk
Indhold er hentet
Her er nyt grønt tilskud til dig
Vil du også have grønne kompetencer ind i din virksomhed, så åbner tilskudsprogrammet SMV: Grønne Kompetencer for ansøgninger den 10. maj. Her får du op til 60.000 kr. i tilskud til grøn kompetenceudvikling til medarbejdere. Læs mere
Her er nyt grønt tilskud til dig
Vil du også have grønne kompetencer ind i din virksomhed, så åbner tilskudsprogrammet SMV: Grønne Kompetencer for ansøgninger den 10. maj. Her får du op til 60.000 kr. i tilskud til grøn kompetenceudvikling til medarbejdere.
Grønt mindset
Mette Skovgaard Stahls budskab om vigtigheden af medarbejdernes engagement og deltagelse i udviklingsarbejdet, bakkes op af COWI analyse.
Støttet af: