Indhold er hentet
Det grønne pres vokser på sydjyske virksomheder
Kravet om at blive grøn kommer alle steder fra, men tal fra Erhvervshus Sydjylland viser, at 4 ud 10 virksomheder er lav på grøn omstilling.
RotoBed på en messe i Paris i forbindelse med det dansk-franske samarbejde ”Together for a better life”, hvor Anne Dorthe Elsborg (t.v.), præsenterede RotoBed for kronprinsesse Mary.
Indhold er hentet
At være grøn virksomhed er i fremtiden ikke et valg. Det er et krav. Sådan er det allerede indenfor en lang række brancher, hvor du ikke kan sælge dine varer, hvis ikke du kan vise et godt grønt regnskab.
Derfor er det nu, at de sydjyske virksomheder skal komme i gang med den grønne omstilling, lyder opfordringen fra Erhvervshus Sydjylland, der på baggrund af en SMV-undersøgelse fra 2021 kan konstatere, at 4 ud af 10 SMV’er er ’meget lav på grøn omstilling’.
- For fremtiden er det ikke et valg, men en forudsætning for at blive accepteret som virksomhed. Du er eksempelvis nødt til at få styr på dit CO2-regnskab, siger Peter Lind, projektleder Erhvervshus Sydjylland, der fremhæver, at det bl.a. allerede er et krav, hvis man som virksomhed er underleverandør til store virksomheder som Vestas og Arla.
Grønne lån
Tilsvarende er det i dag et EU-krav, at store virksomheder har deres grønne regnskab med i årsrapporten. Inden længe vil de små og mellemstore virksomheder også blive mødt med krav om at rapportere på deres bæredygtighed og ressourceforbrug.
- Det forlyder fra EU, at kravene om at kunne vise sit grønne regnskab også bliver gældende for SMV’er fra 2023 eller 2024. Tilsvarende er pengeinstitutterne begyndt at indarbejde virksomhedernes bæredygtigheds profil i risikovurderingen, fordi virksomheder, der ikke arbejder på at blive mere bæredygtige, forventes at klares sig dårlige i fremtiden, siger Peter Lind og nævner, at et af de lokale pengeinstitutter helt konkret er ved at implementere et system til at måle kundernes CO2-aftryk.
Pres skaber omstilling
Undersøgelsen ’Grøn omstilling i Sydjylland 2021’ viser, at der er forskel på, hvilke brancher som er længst fremme, ligesom virksomhedens størrelse også har betydning for, hvor grøn man er. Mens det eksempelvis kun er 26 procent af industrivirksomhederne, som er lave på grøn omstilling, så gælder det hele 56 procent inden for bygge og anlæg. Ligeledes halter virksomheder med under 20 ansatte efter.
- De virksomheder, som oplever et pres udefra, er også dem, som typisk får sat i gang først, siger Peter Lind og fortsætter:
- Derudover er det klart, at man som mindre virksomhed kan have svært ved at finde de ressourcer og den tid, der er nødvendig. Men det betaler sig. Den grønne omstilling er en kulturforandring, som øger forretningspotentialet.
RotoBed er grøn optimist
Erhvervshus Sydjylland har her og nu flere tilbud til at hjælpe landsdelens virksomheder på sporet af den grønne omstilling. RotoBed i Lunderskov, som er eksperter i velfærdsteknologiske drejesenge, slog til for et halvt år siden, da de med hjælp fra Erhvervshus Sydjylland og Dansk Design Center fik mulighed for at få tilskud til at arbejde med at gøre deres forretningsmodel grønnere.
- Nu har vi en helt ny forretningsmodel, hvor vi lejer vores senge ud i stedet for at sælge dem. Det betyder, at de kommer retur, og vi hele tiden genanvender og istandsætter til viderebrug, siger Anne Dorthe Elsborg, chef for kommunikation og internationalt salg, som netop har søsat forretningsmodellen på det tyske marked, hvor de første ordrer er tikket ind.
- Vi gør noget godt for miljøet, samtidig med, at vi med en lejebaseret forretningsmodel udvider vores kundegrundlag og imødekommer brugere, der ellers ikke ville have råd til vores produkt,
siger RotoBed-chefen.
For Lunderskov-virksomheden, som har seks ansatte i Danmark og distributører flere steder i verden, sker den grønne omstilling ikke på grund af et udefrakommende pres fra kunder eller samarbejdspartnere.
- Vi har alle en forpligtelse til at passe på vores Jord. Lige siden vores opstart har vi anvendt langtidsholdbare materialer, og udover den nye forretningsmodel er vi nu i gang med at kigge på alle de steder, hvor der er de mest miljørigtige løsninger som fx valg af lim, brug af genbrugsplast osv.
Indhold er hentet
Hjælp til at blive grøn
For virksomheder i Sydjylland er der lige nu flere tilbud, hvor de kan hente økonomisk tilskud og ekspertise udefra til den grønne omstilling. Det gælder bl.a. tilbuddet ”Grøn Cirkulær Omstilling” med 90.000 kr. i tilskud og SMV:Grøn, der giver fra 50.000-150.000 kr. i tilskud.
For yderligere oplysninger:
Peter Lind, projektleder, Erhvervshus Sydjylland, pel@ehsyd.dk, tlf. 31185014
