Indhold er hentet
”Det er vildt besværligt, men vi skal blive grønne verdensmestre”
STAFETTEN: Torben Lauridsen, CEO, Vesttherm i Esbjerg, satser på grøn omstilling og tror på, at det er her danske virksomheder i fremtiden skal være førende
Indhold er hentet
100 procent eksport til mere end 20 lande verden over. Kunderne er store multinationale virksomheder som fx Bosch. Produktet hedder varmepumper.
- Jamen det er vildt besværligt at lave grøn omstilling. Men jeg er helt sikker på, at vi lykkes, og danske virksomheder bliver de grønne verdensmestre, siger Torben Lauridsen, CEO Vesttherm i Esbjerg, som har knap 40 medarbejdere til udvikling og produktion af varmepumper.
- Vi er i en branche, hvor den grønne omstilling er gået langsommere end i andre brancher, da der har været store tekniske udfordringer, siger Torben Lauridsen, der ligesom mange af sine medarbejdere har en baggrund fra køleproducenten Vestfrost, hvor den grønne omstilling fandt sted allerede i 1990erne.
- Vi har en viden fra dengang, som vi nu bruger i Vesttherm, og vi kan blive revolutionerende.
BOSCH skal slå øjnene op
Og netop det revolutionerende grønne er helt afgørende, hvis danske Vesttherm vil vinde fremtiden, betoner Torben Lauridsen, der bl.a. sælger varmepumper til BOSCH, som har 400.000 medarbejdere på verdensplan.
- BOSCH er vores kunde, men de er samtidig vores konkurrent, da de også selv udvikler varmepumper. Vores berettigelse er, at vi kan levere noget exceptionelt, og her er jeg ikke i tvivl om, at vi skal være dem, som skaber verdens mest miljøvenlige varmepumpe, siger Torben Lauridsen.
Dermed ser han også et nyt stærkt fælles brand for danske virksomheder, som skal forfølges.
Indhold er hentet
- Som dansk virksomhed er vi altid blevet fremhævet i udlandet på vores høje kvalitet og lækre design. For fremtiden vil det tredje ben være, at vi er de mest grønne og miljørigtige, siger Esbjerg-direktøren og fortsætter:
- Jo flere brancher, hvor danske virksomheder internationalt får vist, at vi er grønne, jo mere synergi skaber det. På den måde bliver det nemmere og nemmere at åbne døre ude i verden, siger Torben Lauridsen.
Kampen på gulvet
Men ét er de visionære tanker. Noget andet er det daglige arbejde med den grønne omstilling i Vesttherm. Virksomheden slog ind på dén vej allerede i 2015, da de blev inviteret med i et projekt af Energistyrelsen. Sammen med Teknologisk Institut skulle de udvikle en energimærkning til varmepumper, som den man kender fra andre hårde- hvidevarer som køleskabe og vaskemaskiner.
- Det gav os et kæmpe skub, siger Torben Lauridsen og fremhæver, at Vesttherm samme år blev hædret med ELFORSK Prisen 2015 med overrækkelse af Kronprins Frederik.
- Vores grønne omstilling fik et boost. To år senere kontakter Miljøstyrelsen os igen for at høre, om vi vil gå videre og lave verdens mest miljøvenlige varmepumpe.
Første sejr i hus
I dag står virksomheden med verdens mest miljøvenlige brugsvandsvarmepumpe til lejligheder. Nu er målet også at vinde det grønne ræs med den mest miljøvenlige varmepumpe til enfamilieshuse.
- Udfordringen er, at varmepumper bl.a. kan benytte den gas, der også anvendes i køleskabe som kølemiddel. Lovgivningsmæssigt må vi ikke bruge større mængder kølemiddel i en varmepumpe end i et køleskab, men den skal samtidig være 10 gange stærkere, siger Torben Lauridsen og eksemplificerer udfordringen:
Indhold er hentet
- Vi skal få en lastbil til at køre med en Fiat 500-motor. Det er en stor udfordring, men inden for det næste år eller to har vi løsningen.
Koster millioner
Grøn omstilling er møgbesværligt, og det har indtil videre kostet millioner i Vesttherm – ikke mindst i investerede udviklingstimer. Men Torben Lauridsen og hans medarbejdere klør på, og han opfordrer andre virksomheder til at gå med ud ad den grønne vej.
- Du skal selvfølgelig have en forretningsplan, så du ved, hvad du gør. Men samtidig er der masser af hjælp at hente, hvor du kan hive kompetencer ind, som du ikke selv besidder, siger Torben Lauridsen og nævner, at Vesttherm udover projekterne med Miljøstyrelsen og Teknologisk Institut også har benyttet sig af et digitalt program fra erhvervshus-regi:
- Vi fik hjælp til at blive digitaliseret og få papirløs produktion. Det er også et væsentligt element i den grønne omstilling, som gør indtryk, når vi viser vores fabrik frem for vores internationale kunder.
Indhold er hentet
Om Torben Lauridsen
Siden 2013 direktør i Vesttherm i Esbjerg, som producerer varmepumper og lever 100 procent af eksport. Inden da salgsdirektør i samme virksomhed. frem til 2010 en mangeårig karriere i Vestfrost A/S, bl.a. som Key Account Manager. Læs mere om Torben Lauridsens virksomhed på vestherm.dk
Indhold er hentet
Næste gang
Torben Lauridsen sender stafetten videre til Kent Ernst Hansen, direktør i investeringsselskabet Brygge Partners, der kommer med gode råd til, hvordan SMV’er gør sig klar til investorer.