Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Nyhed | 4. apr. 2022

De tror på visionen om grøn sydjysk verdensposition

- Vores fyrtårsprojekt skal blive verdens førende indenfor grøn energi og sektorkobling – og hellere i morgen end i overmorgen, siger Steen Brødbæk, CEO, Semco Maritime A/S og i spidsen for fyrtårns-komitéen.

"Gennem samarbejdet får vi nedbrudt de siloer, som ellers har kendetegnet energisektoren", siger Steen Brødbæk, der har været hovedkraften bag etableringen af Komitéen for Sydjylland som centrum for grøn energi og sektorkobling.

Indhold er hentet

I Sydjylland må visioner ikke forblive buzzwords. Her er man i gang med et fyrtårnsprojekt med omkring 100 millioner i ryggen. Visionen er at sætte Sydjylland på verdenskortet som metropol for grøn energi og sektorkobling. En vision, der skal manifestere sig allerede nu.

- Vores fyrtårsprojekt skal blive verdens førende indenfor grøn energi og sektorkobling – og allerede i morgen. For ellers er der andre, som står klar med fremtidens grønne løsninger, lyder den ambitiøse udmelding fra Steen Brødbæk, CEO, Semco Maritime A/S, der er i spidsen for den sydjyske komité bestående af erhvervsfolk og politikere, som driver projektet.

Det sydjyske forspring

Med bevillingen på de 100 millioner fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse er der udpeget 13 projekter i Sydjylland, hvor virksomheder udvikler, tester og demonstrerer fremtidens grønne teknologier og sektorkoblingsløsninger.

- Vi har et stærkt udgangspunkt, og det er også derfor, at vi som region er udpeget til at drive den her grønne vision, siger Steen Brødbæk og peger bl.a. på virksomheder som Danfoss, innovative energivirksomheder, en kommende energiø og havvindprojekter i Nordsøen samt en veludbygget infrastruktur.

- Allerede nu oplever vi, at udlandet har en opmærksomhed mod det, som sker i det sydjyske, og det er den position, vi skal styrke yderligere i de kommende år. Vi har mulighed for at vise hele verden, hvordan vi som region kobler forskellige grønne energikilder, udnytter overskudsvarme fra industrien og får brintbaseret transport – en hel region, der er selvkørende og selvforsynende, siger Steen Brødbæk.

Eksport i det grønne

Men for det sydjyske fyrtårnsprojekt handler det så langt fra kun om at være demonstrationssted. Også eksportambitionerne er store.

- Gennem samarbejdet får vi nedbrudt de siloer, som ellers har kendetegnet energisektoren. Vi bringer læring sammen og finder nye løsninger på tværs, og vi har dygtige forskningsinstitutioner koblet på. Vi kommer til at se virksomheder i det sydjyske blive førende i udviklingen af fx PtX anlæg, løsninger til udnyttelse af overskudsvarme, koblinger mellem grøn strøm osv., siger Steen Brødbæk.

Han kigger på sin app på telefonen, som viser, hvordan dagens energiforsyning i Danmark ser ud.

- Nu har vi lige haft et par dage, hvor det har været vindstille, og det betyder, at jeg kan se, at vi i de dage importerer en stor mængde energi fra Norge, Sverige og Tyskland. Indenfor en årrække kan vi sektorkoble og omforme energi i stor stil, så vi har al den grønne energi, vi skal bruge hver eneste dag i både virksomhederne og de private hjem.

Indhold er hentet

13 projekter på tværs af hele Sydjylland

Der er udpeget 13 projekter på tværs af hele Sydjylland, som skal realisere den fyrtårnsvisionen.

De udvalgte virksomheder og forskningsinstitutioner står for:
1.    Etablering af Nationalt center for grøn energi og sektorkobling

Udvikling, test og demonstration indenfor:
2.    anvendelse af grøn strøm ind i fjernvarmenet og bygninger
3.    kobling mellem grøn strøm, PtX og fjernvarme
4.    brug af grøn strøm i gasnettet, bl.a. metanisering af CO2 fra biogas
5.    brint og grønne brændstoffet, bl.a. udbygning af brint-infrastruktur og brintbaseret transport.

Indhold er hentet

Fakta om det sydjyske erhvervsfyrtårn

  • Fyrtårnet i Sydjylland har netop fået to tilsagn om samlet omkring 105 mio. kr. fra Erhvervsfremmebestyrelsen. De bevilgede midler kommer fra EU’s genopretningsfond efter Covid-19, REACT-EU.
  • Det er Energy Cluster Denmark, der er afsender på den største del af ansøgningen, som handler om forskning og demonstrationsprojekter, mens Work-Live-Stay står for en mindre del af ansøgningen, som omhandler uddannelse og kompetenceudvikling.
  • Fyrtårnet drives af ’Komitéen for grøn energi og sektorkobling i Sydjylland’, bestående af tre borgmestre fra landsdelen, 13 virksomheder, 2 universiteter, samt repræsentanter for erhvervsfremmesystemet. Foreløbigt er der skitseret 14 demonstrationsprojekter, der skal afprøve nye teknologier.
  • I andre af landets regioner er der også etableret grønne fyrtårne, som har fået bevilget midler til bl.a. fangst, lagring og anvendelse af CO2 i Nordjylland, Vandteknologiske løsninger i Midtjylland og udvikling af fremtidens industri på Fyn.