Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Artikel

Danfoss-direktør: ”Lidt af hvert er det værste af alting”

STAFETTEN: Kjeld Stærk har kastet sin energi ind i byrådspolitik, hvor han brænder for at gøre Sønderborg til den ideelle erhvervspark for virksomheder

Indhold er hentet

10.11.2022

– Hvis vi vil gøre en forskel, skal vi ikke gøre alt for alle.

I Sønderborg Kommune har de i skikkelse af Kjeld Stærk fået en erhvervsmand ind i byrådet, som i sin politiske tænkning ikke er bleg for at trække på de succesfulde erfaringer, som knytter sig hans virke i Danfoss gennem de sidste årtier.

Kjeld Stærk, Vice president, Executive Projects, Danfoss, blev i 2021 valgt ind i byrådet for Venstre, hvor han bl.a. har sat sig i formandsstolen for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst. Hans lyst til at kaste sig ind i det politiske arbejde blev vakt, da han kom tilbage til Danmark efter i årene 2015-2019 at have boet i Shanghai som direktør for Danfoss China.

– Da jeg kom hjem fra Kina, havde jeg været leder for 14 forskellige områder i Danfoss. Jeg syntes, at den grønne omstilling var virkelig interessant, og jeg havde arbejdet med det lokalt som en del af bestyrelsen for kommunens ProjectZero Business, hvor målet er at skabe vækst og beskæftigelse gennem grøn omstilling. Derfor stillede jeg op til byrådet.

Den ideelle erhvervspark

Og den grønne målsætning får fuld gas, når Kjeld Stærk taler. Han vil se Sønderborg som en stor blomstrende erhvervspark for grønne virksomheder.

– Vi understøtter en stribe initiativer, som skal gøre kommunen til den ideelle erhvervspark for virksomheder indenfor den grønne omstilling. Vi kan ikke være noget for alle. Vi vælger, hvad vi vil understøtte, siger Kjeld Stærk.

Indhold er hentet

Den grønne førertrøje

For Danfoss-direktøren er det indlysende, at man som kommune må udvælge et område, man satser på. I næsten 40 år har han været med til at drive udviklingen i Danfoss, hvor han har bestridt en række direktørstillinger, bl.a. som direktør for salget i Nord- og Sydamerika, direktør for køleafdelingen, direktør i Kina og for nuværende direktør for projektafdelingen. Han ved, at man hverken som virksomhed eller kommune skal forsøge at gabe over det hele.

– Som kommune skal vi vælge vores kampe. Spørgsmålet er, hvordan vi er det bedste sted for virksomheder, siger han og giver selv svaret:

– Alle kræfter skal arbejde sammen om Sønderborg som centrum for den grønne omstilling. Det gælder virksomhederne, uddannelsesinstitutionerne, det lokale vækstråd, klynger og Erhvervshus Sydjylland som medspiller for virksomhederne.

Kjeld Stærk vil se Sønderborg som globalt centrum for fremtidens grønne innovation:

– Vi skal skabe en innovation hub som en oase inden for grøn omstilling, hvor universiteter og virksomheder gensidigt kan befrugte hinanden – og hvor flere og nye virksomheder søger til på grund af kompetencernes tilstedeværelse, siger han.

Business-logik ind i kommunen

Kjeld Stærk holder sig heller ikke tilbage med gode råd til SMV’er og virksomheder i øvrigt, som vil vinde fremtiden.

– Som virksomhed skal du strategisk vælge dine kampe. Du skal skære dine forretningsområder til og koncentrere din indsats, så du kan opnå en ledende position inden for det, du satser på. Lidt af hvert er det værste af alting, siger Kjeld Stærk.

Han fremhæver Danfoss-historien som et eksempel på netop den tilgang.

– Efter finanskrisen lavede vi en ny strategi, som spillede ind i de globale mega trends. Vi skar vores forretningsområde til, og udpegede det område, hvor vi kunne blive nr. 1 eller nr. 2 i verden. Det har været fundamentet for vores stærke udvikling, siger Kjeld Stærk og fortsætter:

– Der er rygvind, til dem, der fokuserer deres forretningsområde og innovation indenfor udfoldelse af en global megatrend, for eksempel den grønne omstilling. Virksomhederne skal være bevidste om, hvor det helt præcist er, at man kan gøre en forskel i forhold til kunderne, altså det, som kunderne vil betale ekstra for. Alle kræfter skal koncentreres her – resten skal man lade andre om.

Indhold er hentet

Om Kjeld Stærk

Uddannet ingeniør og siden 1983 karriere i Danfoss. Har ledet 14 forskellige områder, bl.a. som salgsdirektør for Danfoss i Nord- og Sydamerika, Global President for Danfoss Cooling og direktør for Danfoss Global Services og Danfoss China. I dag sidder han med koncern-projekter indenfor den grønne omstilling. Bestrider en række bestyrelsesposter i virksomheder og blev i 2021 valgt ind i byrådet i Sønderborg Kommune for Venstre.

Indhold er hentet

Næste gang

Kjeld Stærk giver stafetten videre til Søren Leth Johannsen, CEO for Maersk Container Industry.

Indhold er hentet