Indhold er hentet
Arkitekter får kompetencer til fremtidens byggeri
Fremtidens bygninger spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling af vores samfund. Det mener de i Tegnestuen Stedse i Haderslev, og derfor efteruddanner de sig for at fremtidssikre virksomheden.
Marianne og Rasmus har sammen Tegnestuen Stedse. Foto: Maria Stougaard
Indhold er hentet
Marianne Dalbøl, arkitekt og medejer af Tegnestuen Stedse, er ikke i tvivl om, at fremtidens byggerier kræver mere viden om restaurering og bæredygtighed. Derfor uddanner hun sig, ligesom medejer Rasmus Hamann.
- Jeg går på et kursusforløb på Raadvad centeret, der omhandler bygningsrestaurering, hvor vi kigger på både den praktiske og den teoretiske del, mens Rasmus efter sommerferien skal i gang med et forløb, hvor han bliver certificeret rådgiver indenfor bæredygtigt byggeri, fortæller Marianne.
- Det bliver afgørende for den grønne omstilling, at vi kan bruge vores bygninger i mange år, og derfor uddanner jeg mig for at lære mere om restaurering. Man kan ikke nøjes med at bygge nyt og bæredygtigt, det mest CO2 besparende er at bevare og vedligeholde de kvadratmeter, der allerede er bygget.
Denne gamle remise i Skjern vil en forening lave om til et spillested. Her har Marianne og Rasmus lavet en strategi for restaureringen og tænkt bæredygtighed ind i bygningen. Den slags opgaver kommer der mange flere af spår de. Illustration: Tegnestuen Stedse.
Indhold er hentet
Det kan tiltrække nye kunder
Tegnestuen Stedse åbnede i 2018, efter at Marianne og Rasmus kom hjem fra Norge, hvor de begge havde arbejdet som arkitekter. Her havde Rasmus allerede arbejdet meget med bæredygtighed og træhusbyggeri, og de var enige om, at tendensen med at bygge mere i træ også ville komme til Danmark.
- Det udvider vores kundegrundlag, når vi uddanner os, samtidig med at flere kunder efterspørger det fra os. Det er både private boligejere og professionelle bygherrer, som har fået øjnene op for de muligheder f der er indenfor bæredygtigt byggeri, siger Marianne
- Vi optimerer vores nye kompetencer inden for restaurering og bæredygtighed ved, at vi er af sted på to forskellige kurser. I fremtiden tror vi, der vil komme flere ombygningsopgaver hvor bæredygtighed og energioptimering bliver et centralt element.
Stor investering for små virksomheder
Marianne og Rasmus tager forløbene på skift, så der stadig holdes gang i forretningen. Det er nemlig en stor udgift for en lille virksomhed, selvom de får betalt dele af uddannelsen af tilskudsprogrammet Vækstrettet Kompetenceudvikling.
- Vi havde ikke haft råd, hvis vi ikke fik tilskud. Selve kurset er delvist betalt via tilskud, og derudover koster det jo også noget i tabt arbejdstid, transport og forberedelse, fortæller Rasmus.
- Omvendt er det jo nødvendigt for at fremtidssikre forretningen. Jeg siger ikke, at vi ikke havde gjort det uden tilskud, men det er en stor post for os som en lille virksomhed. Derfor gør det hele forskellen, at der findes tilskudsmuligheder.
Fremtidens byggeri bliver grønt
Tegnestuen Stedse oplever flere private kunder, som henvender sig for at få bygget eller tilbygget mere klimavenlige løsninger, som tager højde for en større grad af bæredygtighed.
- Det er både i forhold til indeklima og energibesparelser, og det kan vi allerede en del af i dag, men udviklingen går også stærkt. Derfor tror jeg, at det bliver afgørende, at vi har den certificering i bæredygtighed, som Rasmus får efter sommerferien, fortæller Marianne.
- Vi ser også en udvikling i bygningsreglementet. Det, som før var frivillige tiltag, bliver nu krav i forhold til klima, energi og bæredygtighed. Kurserne giver os de kompetencer, vi skal bruge i fremtiden.
Byggeri i træ er meget udbredt i Norge, og Tegnestuen Stedse har allerede bygget flere af den slags i Danmark. Foto: Thomas Illemann
Indhold er hentet
Om virksomheden
Tegnestuen drives af arkitekterne Marianne Dalbøl og Rasmus Hamann, begge med mange års international tegnestueerfaring fra Norge, Holland, England og Danmark. Tegnestuen Stedse har base i Winds Bogtrykkeri i Haderslev, Sønderjylland.
De arbejder med en bred vifte af private og offentlige projekter, blandt andet boliger, undervisning, stedsudvikling, byrumsdesign, samt transformation og restaurering.
De har specialkompetencer indenfor bæredygtigt byggeri, heriblandt klimatilpasning, energieffektive bygninger, energiberegninger og miljørådgivning.