Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Case

”Årets Klimaiværksætter 2022” sætter jagten ind på investor

Textile Change fra Vejle, lykkedes med løbende at hente finansiering til udvikling af idé og pilotprojekt og snart også kommercialisering

Foto: Rune Schaadt Moesgaard, Sparekassen Middelfart

Indhold er hentet

19.9.2022

Iværksættervirksomheden Textile Change i Vejle står foran en fremtid, der kan blive mere end stor. Som det lød fra dommerpanelet ved overrækkelsen af prisen som ”Årets Klimaiværksætter 2022” for nylig i Middelfart:

– Vi har valgt en vinder, som gør noget godt for naturen og forbruget – og har et kæmpe potentiale på verdensplan.

Stærk business case

92 mio. tons tekstilaffald bliver hvert år kørt til deponi og forbrænding. Under én procent bliver genbrugt. Den problematik er Textile Change godt i gang med at gøre noget ved. De har udviklet en ny patenteret teknologi, der skiller tekstilaffald fra hinanden og skaber to nye materialer. De to materialer er cellulose pulp af bomuld og polyester pellets, som fiberproducenterne kan producere fibre af, og som i sidste ende kan bruges af tøjproducenterne til ny beklædning.

– Fortsætter vores udvikling – og det er vi overbeviste om, at den gør – så kan det blive stort. Mode- og tøjindustrien sætter et enormt klimaaftryk, men med vores løsning vil materialerne kunne genanvendes igen og igen, siger Anders Reimer, Co-founder Textile Change, der i dag tæller ni medarbejdere.

– Vores næste skridt er at gå fra vores pilotprojekt til kommercialisering. Vi er derfor begyndt at kigge efter en investor, som har erfaring med at skalere teknologier op. I den sammenhæng er prisen som Årets Klimaiværksætter en god blåstempling, siger Anders Reimer, der forventer, at det første kommercielle anlæg står klar i 2024.

Blikket for bløde penge

Anders Reimer blev en del af Textile Change i 2020. Året forinden var virksomheden startet op af tre biotek-ingeniør studerende, som gennem deres studie var kommet på sporet af teknologien. Anders Reimer og Anders Nielsen blev koblet på og tog sig af den forretningsmæssige del.

– De var vildt gode til udvikling, og vi havde en ekspertise i at skaffe finansiering, siger Anders Reimer, der sideløbende med Textile Change har arbejdet som fundraiser for andre virksomheder.

Og netop det at skaffe såkaldt soft funding, medfinansiering fra fonde, hvor der ikke skal afgives ejerskab, har været afgørende for udviklingen af Textile Change. Betydelige millionbeløb fra bl.a. Miljøstyrelsens MUDP-puljer har skabt mulighed for dedikeret udvikling.

– Medfinansieringen er afgørende for, at vi er så langt, som vi er, siger Anders Reimer, der også har hentet støttemidler gennem erhvervshusene bl.a. til patentarbejdet og senest tilskud gennem SMV:Grøn.

– Vi rammer en tidstrend, hvor der er mange puljer, som støtter den grønne udvikling, siger Anders Reimer, som nu har skærpet blikket efter den rette investor.

– Nu er vi på det stadie, hvor vi skal have en med ombord, som vil se vores idé materialisere sig som en god og bæredygtig forretning.

Indhold er hentet

Om Textile Change

Bag Textile Change, der blev etableret i 2019, står de tre biotek-ingeniører Ditte Højland, Simon Hundahl Rossen og Emma Hostrup. I 2020 blev Anders Reimer og Anders Nielsen en del af start up-virksomheden i Vejle. Textile Change har udviklet en teknologi, der kan skille tekstilaffald fra hinanden og genanvende bomuld, polyester og cellulose fibre som viscose og lyocell  i tekstilfremstillingen. Læs mere på: textilechange.com.Åbner link i ny fane

Indhold er hentet

Har du øje for dine muligheder for medfinansiering

Som virksomhed – start up såvel som etableret virksomhed – har du adgang til en lang række tilskudspuljer i form af soft funding, som bidrager til jeres udvikling.

Det gælder bl.a.

Erhvervshus-tilskudspuljer til:

  • Grøn omstilling
  • Digitalisering
  • Eksport
  • Ledelsesudvikling
  • Salg og markedsføring

Nationale fonde:

  • Innovationsfonden
  • Innovationssamarbejder i klynge-regi
  • MUDP – Energistyrelsen
  • Vækstfonden (lånekapital)
  • Eksportkreditfonden (lånekapital)

EU-fonde

  • Fondspuljer og acceleratorprogrammer gennem Det Syddanske EU-kontor

Læs mere om vores tilbud.