Indhold er hentet
15 lokale virksomheder har gjort sig helt særligt bemærket
Hvad er en sydjyde? Det er der ikke et enkelt svar på.
Indhold er hentet
Landsdelen er i politisk forstand den jyske del af Region Syddanmark, som omfatter de tre forhenværende Ribe, Vejle og Sønderjyllands Amter. Dermed kan man tale om i hvert fald tre landsdele i Sydjylland: Sønderjylland, Trekantområdet og Sydvestjylland.
Men selv om det langt fra er alle i Sydjylland, der tænker på sig selv som sydjyder, er der trods alt flere fællestræk. Det er her, folketingskandidaterne i Sydjyllands Storkreds kappes om vælgernes gunst om de godt 20 sydjyske pladser på Christiansborg. Og det er her, vi i Erhvervshus Sydjylland med base i Vojens er sat i verden for at hjælpe de tusindvis af små og mellemstore virksomheder med at udvikle sig.
Det er en vigtig opgave, fordi de private virksomheder er rygraden i vores samfundsøkonomi, ikke mindst i denne del af landet, hvor der er den største andel af arbejdsstyrken beskæftiget i fremstillingsvirksomheder. Derfor synes vi, det er på sin plads med Den Sydjyske Erhvervspris at hædre virksomheder, der skiller sig positivt ud på en måde, der også kan inspirere andre. Vi uddeler sammen med JydskeVestkysten prisen for anden gang. Det sker 2. maj i Vojens, hvor det afsløres hvem, der vinder priserne inden for henholdsvis digitalisering, eksport og grøn omstilling.
Vinderne bliver fundet blandt i alt 15 finalister, som efter indstillinger fra læsere og borgere er udvalgt af vores specialister i Erhvervshus Sydjylland.
Indhold er hentet
Først finalisterne til digitaliseringsprisen:
- Helsekostvirksomheden Helsam i Sønderborg har automatiseret sit lager med 40 robotter. Det har fjernet tunge løft og haft en afgørende betydning for effektiviteten.
- LPM Production i Ølgod er et eksempel på en fremstillingsvirksomhed, der formentlig ikke ville ligge i Danmark, hvis den ikke havde gennemført en omfattende digitalisering af både administration og produktion. Opsamlingen af data gavner såvel økonomien som bæredygtigheden.
- Cafeu har hos sine erhvervskunder 1800 kaffeautomater stående, som Esbjerg-virksomheden har forsynet med avanceret internet-teknologi, så automaterne selv bestiller produkter og kan blive fjernsupporteret.
- Rønhave Slagteren i Sønderborg har erstattet papir med digital registrering af alle ordrer, hvilket giver fordele for både virksomheden selv og kunderne.
- I Vejle har Stock Group succes med at indkøbe varer, der øger kundetilstrømningen i store butikskæder. Her har en digitalisering af handelsvirksomhedens processer fra indkøb over lager til detailbutik spillet en vigtig rolle.
Indhold er hentet
Her er de fem finalister i Den Sydjyske Erhvervspris’ eksportkategori:
- Agrometer i Grindsted har siden 1977 i Danmark været en stor leverandør til landbruget af især vandingsanlæg. I de seneste 20 år har virksomheden bygget sig op til at have en eksportandel på 50 procent.
- GreenTec i Kolding har også mange kunder på landet, da virksomheden leverer maskiner, der monteret på f.eks. en traktor kan slå græs, beskære træer og klippe hæk. 80 procent af salget er til udlandet, hvor der er forhandlere i 25 lande.
- WoodUp producerer i Ribe akustikpaneler, som er vægge med trælameller, der dæmper lyden. Siden virksomheden i 2019 begyndte at eksportere, sælger den nu i 14 lande i Europa og Nordamerika.
- SwipBox har med base i Sønderborg installeret 40.000 af sine app-betjente pakkebokse i over 30 lande. 95 procent af boksene sælges i udlandet.
- På tre år har Treetops Trading i Vamdrup formået at opbygge eksport til 33 lande. Virksomheden sælger kompositprodukter, akustikløsninger og fibercement gennem byggemarkeder.
Indhold er hentet
Og så har vi de fem finalister i priskategorien for grøn omstilling:
- Otek i Haderslev er en entreprenørvirksomhed, der på en række fronter arbejder med både grøn omstilling og social ansvarlighed. Det omfatter bl.a. genanvendelse af arbejdstøj og en bonusordning, der er ens for alle medarbejdere, både funktionærer og timelønnede.
- Alfix i Kolding laver en række produkter til byggebranchen såsom fliseklæber, fugemasse og facadepuds. Virksomheden har to gange vundet Byggeriets Miljøpris for sit arbejde med bæredygtighed, der blandt andet betyder, at alle nye produkter skal være mere miljøvenlige end dem, de erstatter.
- I Varde har Sky-Light til fødevarer udviklet et emballageprodukt, der er lavet af 100 procent genbrugsmaterialer. Virksomheden minimerer samtidig sit energiforbrug.
- Textile Change i Vejle har udviklet en teknologi, der omdanner tøjaffald af bomuld og polyester til råmateriale til fiberproduktion i stedet for, at tøjet brændes af eller ender på en losseplads.
- Den sidste finalist er fra Middelfart – men hov, det er da ikke Sydjylland? Men erhvervsmæssigt er Middelfart en del af Trekantområdet og derfor med i Den Sydjyske Erhvervspris. Trinity Synergies har udviklet en metode, der i samarbejde med PtX-anlæg kan omdanne eternit og mineraluld til materialer, som kan erstatte cement. Virksomheden forventer fra 2028 at producere co2-neutral cement ved at genanvende 150.000 tons mineralsk affald.
Indhold er hentet
Som man kan se, spænder finalisterne vidt i forhold til både metoder og brancher. Men det er fælles for alle virksomhederne, at de har vist mod og vilje til at finde på nye processer og produkter – hvad enten der er tale om en veletableret familievirksomhed eller et helt nyt firma. Summen af denne store erhvervsmæssige mangfoldighed er med til at sikre velstand i alle dele af Sydjylland.
Tillykke til finalisterne – 2. maj bliver det afsløret, hvem der vinder i de tre kategorier.
Klummen er bragt i JV 27.4.2024.