Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Case

Hun har sprængt sin forretningsmodel i stumper og stykker

Stine Lee Bruhn Schrøder er på jagt efter en Tech-partner til sin nye digitale forretningsmodel

Indhold er hentet

Stine Lee Bruhn Schrøder drev en velfungerende fysioterapi-klinik og træningscenter i Løgumkloster, men trangen til udvikling og innovation, kombineret med et livsskifte, betød, at hun nu står med en ny digital forretningsmodel og er på jagt efter en Tech-partner

– Jeg er nok typen, “som tør hvor andre tøver”, og som har brug for at gøre noget nyt, når jeg kan mærke, at det jeg gør, er der også andre, der kan.

Indhold er hentet

Stine Lee Bruhn Schrøder har siden 2005 banket et træningscenter og en fysioterapeutklinik op i Løgumkloster. Den var en af de første klinikker i landet, som blev drevet i kombination med et fuldt udstyret træningscenter.

– Andre klinikker fik med årene også investeret i træningsfaciliteter, så vi var ikke længere de eneste, der kørte holdaktiviteter og kunne tilbyde gode træningsmuligheder i forbindelse med klinikken. I en årrække forsøgte vi hele tiden at videreudvikle vores forretningsmodel med nye holdkoncepter som zumba, stephold, løbehold og outdoor træning og personlig træning. Men det var en fornemmelse af hele tiden at halse efter for at kunne tiltrække kunderne til træningscenteret, siger Stine Lee Bruhn Schrøder.    

Behandling i stor skala

En større livsforandring, hvor hun blev mor til tre børn inden for en kort årrække, var det skub, som Løgumkloster-kvinden behøvede for at kaste sin nuværende forretningsmodel i graven og skabe en ny.

– Mit store spørgsmål til mig selv var, hvordan jeg kunne fortsætte med at hjælpe smertepatienter, men gøre det i en større skala, siger Stine Lee Bruhn Schrøder om den spirende motivation.

Tilbage i 2018, så hun, hvordan der blev tilbudt onlinekurser i coaching, personlig udvikling og forretningsudvikling i lange baner, og begyndte at lege med ideen om at lave fysioterapi som onlinekurser. Hun lancerede selv året efter onlinekurset ”Sund og Funktionel mave på 8 uger” på Facebook.

Fysioterapi i cyberspace

Derfra tog en ny forretningsmodel form. Stine Lee Bruhn Schrøder fik ideen til at udvikle konceptet “DigitalFys”. Med app’en “Din Sundhedsguide” som omdrejningspunkt står hun i dag med en digital sundhedsløsning, der indeholder inspiration til hverdagsbevægelse og selvbehandlingsteknikker.

– Mit mål som fysioterapeut har altid været at hjælpe så mange som muligt og få fysioterapien til at skabe varig effekt. En velkendt problematik er, at folk møder op i klinik, når de har smerter, de får behandling og øvelser, og så stopper de med at lave deres øvelser, når de ikke har smerter længere, siger Stine Lee Bruhn Schrøder og fortsætter: 

– Med app’en digitaliserer vi fysioterapien, og du får et fuldt overblik over dine konsultationer som du altid kan vende tilbage til sammen med dine personlige videoer med øvelser og et onlinekursus i alt, hvad du skal vide om kroppen, smerter og adfærd, siger Stine Lee Bruhn Schrøder.

Indhold er hentet

Ingenting alene

Med udviklingen af Dinsundhedsguide.dk betyder, at Stine Lee Bruhn Schrøder i dag har bevæget sig ind på et forretningsområde, hvor hun er novice.

– Jeg havde aldrig arbejdet med app-teknologi, og i dag er mit forretningsområde blevet health-tech og softwareudvikling, siger iværksætteren, der har alliereret sig med professionelle app-udviklere, så hun kan fokusere på det faglige indhold og selve udviklingen af forretningen.

Men Stine Lee Bruhn Schrøder er ikke bleg for at erkende, at hun har haft brug for tætte sparringspartnere for at komme dertil, hvor hun er i dag. Tilbage i 2019 tog hun kontakt til Tønder erhvervsråd, der satte hende i forbindelse med Erhvervshus Sydjylland.

– Jeg fik tilknyttet en forretningsudvikler, og det betyder, at jeg har fået uvurderlig sparring. I de perioder, hvor jeg mest af alt har kunnet se udfordringer, har han kunnet se potentialet og hjulpet mig til at blive på sporet, siger Stine Lee Bruhn Schrøder.

Indgang til finansiering

Men for den sydjyske Health-tech-udvikler har erhvervshuset ikke kun bidraget med løbende sparring på forretningsmodellen. Hun er også blevet peget i retning af tilskudsprogrammer som SMV:Digital, en Vækspilotordning, og senest er hun blevet optaget på Female Founders, et inkubationsforløb under Accelerace, som samarbejder tæt med Erhvervshusene.    

– Den økonomiske hjælp og adgang til ekspertise er altafgørende for, at det her kan lade sig gøre, siger hun.

App’en er allerede bygget op til det private marked, og Stine Lee Bruhn Schrøder er nu i gang med at videreudvikle og har tilpasset løsningen til virksomheder som ønsker hjælp til at håndtere smerter hos deres medarbejdere. Derudover er målet at app’en skal sælges til fagforeninger, patientforeninger samt forsikringsbranchen som whitelabel-løsning.

Udviklingsarbejdet kræver fortsat mange ressourcer, og derfor har hun indledt jagten på en medejer, som vil tage del i forretningen.

– Jeg går målrettet efter at finde en co-founder med tech-baggrund, som har lyst til at kaste sig ind forretningen. Vi har brug for at få tech-kompetencerne forankret i virksomheden for at tage de næste skridt, siger Stine Lee Bruhn Schrøder, der allerede har en ansat udover hende selv.

Indhold er hentet

Få sparring til din forretningsmodel

Er du ligesom Stine Lee Bruhn Schrøder interesseret i at få kigget på din forretningsmodel og måske skabe en ny, så tag fat i Rikke eller en af hendes kollegaer.

Indhold er hentet

Læs også …

Vil du blive klogere på, hvordan du nemt og enkelt kan komme i gang med arbejdet med din forretningsmodel, så læs også ”Er du sikker på, at din forretningsmodel stadig holder?”