Case: PITEQ

Disruption og ny digital markedsplads i real life

Med etableringen af PITEQ – en ny digital markedsplads – har Niels Kristian Bendsen fjernet flere stoleben under sin hidtidige forretning i jagten på nye successer

Niels Kristian Bendsen fra PITEQ

Klar, parat, digital

  • Er du klar til at digitalisere din forretning?
  • Har du tiden, ressourcerne og den nødvendige viden?
  • Tør du ødelægge en væsentlig del af din eksisterende forretning i din stræben efter ny vækst gennem digitalisering?

De 3 spørgsmål er der mange virksomheder, som stiller sig selv i disse år.

Hos ejerleder Niels Kristian Bendsen i Sønderborg trængte spørgsmålene sig også på. Men han leverede også et hurtigt og konsekvent svar:

”3 x JA”

Disruptede sig selv

Siden 2008 har Niels Kristian Bendsen drevet ST Consult. En succesfuld it-konsulentvirksomhed, hvor han har skabt match mellem virksomheder og nogle af landets skarpe IT-eksperter og konsulenter.

Store og mellemstore virksomheder har banket på hos ST Consult, når de har skullet gennemføre et IT-projekt eller har haft brug for ekstra it-hænder i en periode.

Virksomhederne banker stadig på, men Niels Kristian Bendsen har med sin nye virksomhed, den digitale markedsplads PITEQ, på visse strækninger gjort sig selv overflødig.

- Nu kan virksomhederne oprette en profil og selv foretage søgningen efter det rette match i vores database. Det betyder, at en del af mit arbejde er blevet overflødiggjort, siger Niels Kristian Bendsen om sin disruption-proces.

Væksten er digital

Han har investeret et helt år i at opbygge den nye digitale markedsplads samt ansat specialister til hjælp med udviklingen; et år, hvor han ikke har tjent penge på at sælge sine egne ydelser. Værdien og væksten tvivler han ikke på:

- Vi har fået automatiseret mange af vores processer, og virksomhederne har i dag et langt bedre overblik end tidligere over de ekspertiser, som vi råder over. Det er stadig vigtigt for mange af vores kunder, at de kan få dialogen med os, men det er på et senere stadie i processen, siger Niels Kristian Bendsen og fortsætter:

- Det betyder effektivisering, og dermed kan vi også tilbyde en endnu bedre pris til kunden. For freelancerne er vores nye digitale markedsplads et attraktivt udstillingsvindue.

Også for konkurrenterne

Niels Kristian Bendsen er ikke i tvivl om, at den digitale markedsplads giver ham en klar konkurrencefordel. Samtidig har han en vild tanke om, at PITEQ også vil vise sig at skabe nye samarbejdsmuligheder med konkurrenterne.

- Der vil være den mulighed, at andre IT-huse vil kunne koble sig på vores markedsplads og benytte den til rekruttering af eksperter til løsning af deres opgaver, således at vi bliver en fælles platform for mange konsulenthuse, siger Niels Kristian Bendsen.

Sidst opdateret: 15.03.2019