Hun brænder for fødevarevirksomhederne

Mona Nissen Bach har selv i flere år drevet succesfuld restauration, og i dag har hun sat sig i spidsen for at hjælpe fødevarevirksomheder i Syddanmark med at skabe vækst og udvikling

Det høje energiniveau, som præger mange virksomheder i fødevarebranchen, er også et kendetegn for Mona Nissen Bach, projektleder for Spirende Fødevareoplevelser, Erhvervshus Sydjylland. Energien retter hun mod virksomhederne.

- Det bedste for mig er, når jeg oplever, at det, vi gør, skaber en reel forskel. At fx den fødevarevirksomhed, som har kæmpet med salg og markedsføring eller eksport, finder nøglerne og får det til at lykkes, siger Mona Nissen Bach.

For to år siden slog hun til, da stillingen som projektleder for fødevareprogrammet Spirende Fødevareoplevelser blev slået op. Det var samtidig et farvel til knap 10 år som selvstændig i fødevarebranchen.

- Jeg havde en stor lyst til at bruge den viden, som jeg havde oparbejdet ved selv at drive virksomhed til at hjælpe andre virksomheder i fødevarebranchen med at få den succes, som de fortjener, siger Mona Nissen Bach, der har en uddannelsesbaggrund som cand. merc. i styring og ledelse, markedsføringsøkonom og en række lederuddannelser, som hun gør brug af i sit arbejde som sparringspartner for virksomhederne.

Fra Hvide Sande til Vojens

Mona Nissen Bach drev restaurant Under Broen i Hvide Sande fra 2007 og til 2016, og efter det første år med røde tal, oplevede hun kun årsregnskaber med sorte tal og gode vækstkurver. Da hun valgte et karriereskifte i 2016 og solgte restauranten var det en veldrevet virksomhed med 35 ansatte.

- Jeg har ingen kokke- eller køkkenuddannelse, men en stor passion for mad og service. Det var min motivation for at købe restauranten, og det er nøjagtig den samme passion, som nu driver mig i mit arbejde med at hjælpe med udviklingen i fødevarevirksomhederne i Syddanmark, siger Mona Nissen Bach.

Om programmerne og det virksomhederne har brug for

Erhvervshus Sydjylland driver en række programmer, som tilbyder fødevarevirksomheder i Region Syddanmark hjælp til at skabe vækst og udvikling.

Det gælder bl.a. Spirende Fødevareoplevelser, hvor virksomhederne kan hente attraktiv medfinansiering til udarbejdelse af en vækstplan, det nye program TASTE, hvor virksomheder i Syddanmark og Nordtyskland arbejder på at udvikle nye standarder for bæredygtig produktion og programmet Vækstrettet Kompetenceudvikling, hvor der er medfinansiering til kompetenceudvikling af medarbejdere og ledelse.

- Det er meget tydeligt, at små og mellemstore fødevarevirksomheder henter stort udbytte af at få adgang til specialiseret ekspertise. De er ofte drevet af stærke fagfolk med passion for deres specifikke område. Men områder som ledelse, markedsføring, salg, eksport, digitalisering osv. kan de virkelig hente noget ved at få adgang til specialister. Der er forskellige typer af projekter, som kan kickstarte deres vækst, siger Mona Nissen Bach.

Du taber ikke stoltheden

Mona Nissen Bach kommer samtidig med en opfordring til virksomhederne.

- Det er langt fra alle virksomhedsledere, som ubesværet griber ud efter hjælp. Det kan skyldes travlhed med drift, men det kan også skyldes stolthed – at de opfatter det som en svaghed, hvis ikke de kan klare det hele selv.

Og den tilgang vil Mona Nissen Bach gerne gøre op med.

- Jeg ser det snarere som en styrke, at man tør erkende, at man ikke har styr på det hele. Der hører så mange facetter med til det at drive forretning, at man kun bliver bedre, når man vover at række ud efter nogen, som behersker de områder, som man ikke selv er stærk indenfor.

3 gode råd til at skabe vækst

  1. Du skal turde spørge om hjælp
  2. Vær klar til at springe ud af driften for at investere i udvikling
  3. Gør det tålmodigt – forandringer sker ikke over en nat

Mona Nissen Bach

Mona Nissen Bach

Speciale: Implementering, ledelsessparring, fødevarer

Se fuld profil

Sidst opdateret: 09.10.2019