Åbent erhvervshus i et corona-lukket land

Erhvervshus Sydjylland er gået digitalt og har haft travlt, siden det meste af Danmark lukkede ned på grund af coronakrisen sidste onsdag

arbejde_hjemmefra_2

Hvis ikke navne som Skype, Teams og Zoom var almindeligt kendte begreber før 11. marts, er de i hvert fald blevet det nu på mange arbejdspladser landet over. Det er navnene på nogle af de mest almindelige digitale mødeplatforme, og også i Erhvervshus Sydjylland er de blevet en integreret del af dagligdagen for husets 32 medarbejdere i den sidste uges tid. For Erhvervshuset er på ingen måde lukket ned, selv om alle nu arbejder hjemmefra, bevæbnet med laptop og mobiltelefon.

- Vi oplever et stort behov for sparring og vejledning lige nu fra vores virksomheder. Og hvor vores sparring normalt tager mest afsæt i langsigtet vækst og udvikling, har vi i den seneste uge desværre set et fokusskifte henimod akutte problemer og overlevelse, siger Jacob Chr. Nielsen, der er CEO i Erhvervhus Sydjylland.

Mange akut ramte

Han peger især på fødevarebranchen, restaurationer, oplevelseserhverv og turismeerhverv som akut ramte af nedlukningen af landet. Men stort set alle dele af erhvervslivet står overfor massive udfordringer i form at tabt omsætning og fortjeneste som følge af situationen. Umiddelbart især de mindre virksomheder.

Erhvervshus Sydjylland tog allerede dagen efter nedlukningen af Danmark konsekvensen af den alvorlige situation og nedsatte et Coronaberedskab, som har til opgave at stille med akut sparring og vejledning til virksomhederne.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at holde overblikket over nye og gamle muligheder for hjælp og håndsrækninger til de ramte virksomheder. Heldigvis har regering og folketing reageret hurtigt og lanceret nye ordninger, som kan afbøde nogle af de alvorlige konsekvenser for vores virksomheder, siger Jacob Chr. Nielsen.

Omstillingsevne og vilje til sammenhold

Han glæder sig over, at alle møder udfordringerne med viljen til sammenhold.

- Onsdag holdt vi et fælles møde for de lokale erhvervsservice og business regions i Sydjylland. Og udover at alle tager situationen dybt alvorligt, kunne vi også registrere en stærk vilje til at løfte i flok, så vi får vores virksomheder bedst muligt igennem krisen, fortæller Jacob Chr. Nielsen.

Efter en uges corona-lockdown hæfter han sig ved, at de nye arbejdsvilkår er ved at blive taget ind som en del af dagligdagen de fleste steder.

- Godt nok er det på en meget trist baggrund, men det er flot, hvor hurtigt man i alle dele af samfundet har formået at omstille sig til situationen og evnet at opretholde en aktiv dagligdag, selv om det nu sker med fysisk afstand som udgangspunkt, slutter Jacob Chr. Nielsen.

Sidst opdateret: 19.03.2020