Zoom ind på din eksport, og bliv klar til næste skridt

22.10.2020

Eksporten er i fokus i tre højaktuelle og gratis Zoom-webinarer fra Erhvervshus Sydjylland.

Eksportfremme står allerøverst på Erhvervshus Sydjyllands dagsorden lige nu. Og det er en overskrift, der er kommet for at blive.

- Man kan selvfølgelig sagtens drive en god virksomhed uden at eksportere. Men der er alle gode grunde til at afsøge mulighederne for eksport i enhver virksomhed. For eksport giver ikke bare et løft til den enkelte virksomhed, men også til hele samfundsøkonomien, siger Erhvervshus Sydjyllands CEO, Jacob Chr. Nielsen og konkluderer:

- Derfor ser vi eksportfremme som en af de allervigtigste opgaver for os i Erhvervshus Sydjylland fremadrettet.

Og mulighederne er mange, hvis du søger efter tilbud fra erhvervshuset, som kan hjælpe med at løfte din eksport. Lige nu er der blandt andet tre spændende webinarer, som kan bringe dig på sporet af konkrete tilskud til at fremme din virksomheds eksport.

Inspirationswebinar for SMV’er
Eksportwebinar

Fredag d. 30. oktober kl. 10 kan du koble dig på et inspirationswebinar for SMV’er, der vil sætte fart i deres eksport. Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen giver sit bud på fremtidens eksportudfordringer, og professor Philip Schröder tegner sit billede af det DNA, der kendetegner succesfulde eksportvirksomheder.

Endelig giver Rolf Hansen fra Erhvervshus Sydjylland og Tonny Danielsen fra Erhvervshus Midtjylland en hurtig introduktion til vidensprogrammet SMV:International, der skydes i gang fra uge 44. Dette program tilbyder workshops, rådgivningsforløb og markedsbesøg til SMV’er, der vil rykke ved deres eksport. Og tilbuddene er målrettet i forhold til den enkelte virksomheds placering på eksport-kompetence-kurven.

Webinar om eksport til Tyskland
Tirsdag d. 10. november kl. 9 inviterer Erhvervshus Sydjylland og Haderslev Erhvervsråd i fællesskab til et webinar, der sætter fokus på eksportmulighederne i Tyskland. Her kan du blandt andet møde Lis Nørgaard fra Denmark Consult samt Erhvervshus Sydjyllands Rolf Hansen og Klaus Hell.

Styrk din digitale eksport med SMV:Digital
En ny SMV:Digital pulje åbner d. 4. november kl. 9.00 med 35 mio. kr. i bevilling til danske SMV'er. Og denne gang er puljen afsat til digitaliseringsprojekter, der kan fremme eksporten.

Erhvervshus Sydjylland inviterer tirsdag d. 27. oktober kl. 14 til et kort info-webinar, hvor du får du fakta om deltagelsesmuligheder, betingelser og hvordan du konkret søger den nye eksportpulje under SMV:Digital.