Erhvervshuset udvider corona-beredskab

12.03.2020

Et større beredskabsteam og udvidede åbningstider er Erhvervshus Sydjyllands nyeste svar på corona-krisen. Så nu kan corona-ramte virksomheder få vejledning fra erhvervshuset ugens syv dage fra kl. 6 til 22.

Den delvise nedlukning af Danmark og resten af verden på grund af corona-smitte betyder, at flere og flere virksomheder får brug for vejledning og hjælp. Mange virksomheder er blevet bedt om helt at lukke, og de, der stadig er åbne, oplever typisk store fald i omsætningen som følge af det lavere aktivitetsniveau hjemme såvel som i udlandet.

Folketinget har vedtaget en række kompensations-ordninger for erhvervslivet til en samlet værdi af over 200 mia. kroner, som nu er ved at blive udrullet. I dag åbner eksempelvis pakken omkring midlertidig lønkompensation for ansøgninger fra virksomhederne. Den skal være med til at forebygge massefyringer hos virksomhederne.

- For virksomhederne er det ikke helt nemt at overskue den nye situation og de mange nye tilbud. Det er her, vi som erhvervshus træder til med vejledning og sparring, siger Jacob Chr. Nielsen, CEO i Erhvervshus Sydjylland.

Perspektiv og feedback gør en forskel

Ansøgningsprocessen til de enkelte ordninger foregår digitalt på nettet via Virksomhedsguiden.dk, der drives af Erhvervsstyrelsen.

- Selv om man bliver hjulpet godt igennem og kan læse sig til det meste på skærmen, kan der alligevel opstå mange spørgsmål hos virksomhederne. Her kan det hjælpe at få lidt perspektiv og feedback på virksomhedens situation fra vores erfarne forretningsudviklere, der sidder klar ved telefoner og skærme, siger Jacob Chr. Nielsen.

Derfor kan virksomheder nu ringe direkte på erhvervshusets hovednummer alle ugens dage mellem kl. 6 og 22, hvis det handler om Corona-relaterede spørgsmål. 18 medarbejdere er indtil videre dedikeret og uddannet til at svare henvendelserne.

- For os handler det selvfølgelig om at kaste alt, hvad vi har i hænderne og gøre vores yderste for at hjælpe vores virksomheder igennem den helt ekstraordinære krisesituation, vi står i, siger Jacob Chr. Nielsen.

Akut beredskab matcher formål

Han understreger, at trods den ekstraordinære situation ligger det i fin forlængelse af erhvervshusets formål at gribe opgaven med det særlige corona-beredskab.

- Dels er vi sat i verden for at være knudepunkt for erhvervsfremmeindsatsen i de 13 sydjyske kommuner. Det er vi lige nu ved at samle viden om de mange nye ordninger og stille den til rådighed for virksomhederne og de lokale erhvervsservices, siger han og fortsætter:

- Og dels er vores opgave også at levere specialiseret vejledning. Deri ligger, at vi tager et strategisk udgangspunkt og kommer hele vejen rundt om virksomhedens situation i vores vejledning. Det er ikke mindst vigtigt at bevare det perspektiv i en krisesituation.