Nyt tilskudsprogram for ejerledere

27.08.2020

For Sydjyllands mange ejerledere er deres virksomhed gerne deres vigtigste aktiv. Nu kan de få tilskud til professionel rådgivning om, hvordan de gør deres virksomheder mere værd.

Carsten Molbye

Erhvervshus Sydjylland åbner i disse dage op for et nyt tilskuds-program, der henvender sig særligt til regionens mange ejerledere.

Programmet tilbyder professionel rådgivning til professionelle virksomheder og henven­der sig til de ejerledere, som ønsker at øge virksomhedens værdi gennem nye initiativer og øget kon­kurrencekraft.

Ejerlederprogrammet, som er døbt smv PRO, tilbyder at dække op til 100.000 kr. til indkøb af relevant rådgivning.

- Al varig værdiskabelse starter jo med en god plan, og det er det, ejerlederne kan bruge programmet til, siger projektleder Carsten Mølby og pointerer:

- Som ejerleder kan man nemt blive opslugt af driften. Men det er også vigtigt at holde sig for øje, hvordan virksomheden ses ud udefra. For hvis virksomheden har tydelige og klare arbejdsgange og processer, er den som regel også bedre til at tjene penge og dermed også mere værd i andres øjne. Og som ejerleder er ens virksomhed jo en attraktiv aktie, som gerne skulle holde en god kurs.