Sydjysk verdensklasse er målestok for os

18.11.2020

Nærhed til Danmarks grænse til Tyskland – porten til Europa – giver Erhvervshus Sydjylland et naturligt fokus på eksport og internationalisering.

jacob_artikelbillede

Af Jacob Chr. Nielsen, direktør i Erhvervshus Sydjylland

Sydjylland er blandt andet kendetegnet ved nærheden til den sydlige landegrænse – porten til Europa. Det præger vores virksomheders mindset, og det præger i høj grad vores fokus i Erhvervshus Sydjylland.

Eksport og internationalisering er et tema, vi forsøger at berøre i alle vores kontakter med virksomhederne. Alle virksomheder kan og skal selvfølgelig ikke give sig i kast med eksport - men hvorfor nøjes med at måle sig med nabokommunen, når vi kan bruge hele verden som målestok?

Derfor arbejder vi ud fra overskriften ’sydjysk verdensklasse’. Det betyder, at vi både har høje ambitioner på de sydjyske virksomheders vegne og fast udgangspunkt i sydjysk tradition og identitet.

Landets yngste erhvervshus

Erhvervshus Sydjylland er landets yngste erhvervshus, da vi ikke som de øvrige erhvervshuse har nogen forhistorie som Væksthus. Vi er grundlagt 1. januar 2019 og har derfra bygget vores organisation fra grunden. P.t. er vi 35 ansatte.

Vores udgangspunkt har fra starten været et tæt samarbejde med de lokale erhvervskontorer i vores 13 kommuner. Vi forsøger at gøre indgangen til erhvervsfremme så enkel som muligt for virksomhederne, og her er det vigtigt, at de oplever en glidende overgang imellem det lokale, det regionale og landsdækkende perspektiv i erhvervsfremme-tilbuddene.

Derfor er samarbejde og dialog øverst i vores værktøjskasse. Vi er altid klar til at tænke nyt sammen med virksomheder og samarbejdspartnere. Og åbenhed og tillid er vigtige kerneværdier – gerne sammen med et frisk glimt i øjet.

Fem klare ledestjerner

Der er godt 36.000 virksomheder i de sydjyske kommuner. I tæt samarbejde med de lokale erhvervskontorer forsøger vi at målrette vores tilbud til de virksomheder, hvor behovet er størst.

Det gælder kernetilbuddet om uvildig sparring og vejledning, og det gælder de afgrænsede programtilbud indenfor vores ledestjerner, der udover eksport også tæller digitalisering, grøn omstilling, kompetenceudvikling og design-tænkning.

Ledestjernerne udspringer af den decentrale erhvervsfremmestrategi, hvor kapitlet om Sydjylland udpeger de fem vigtigste vækstdrivere i landsdelen. Dem har vi adopteret som vores ledestjerner. Det vil sige, at vi bruger dem til at prioritere vores ressourcer og indsatser.

Landsdelens kompetence- og videnscenter

Som Sydjyllands knudepunkt for erhvervsfremme er viden vores vigtigste ressource. Det handler om at formidle eksisterende viden ud til virksomhederne – men også om at skabe ny viden sammen med vores virksomheder og samarbejdspartnere.

Ved at klæde virksomhederne på med viden og skabe afklaring baner vi vejen for egentlig rådgivning, som virksomhederne så målrettet kan indkøbe på det kommercielle marked. Viden, målrettethed og professionalisme – det er vejen til at sprede endnu mere sydjysk verdensklasse.

Denne klumme er også bragt på DIBusiness.dk, som bringer indlæg fra de seks erhvervshuse placeret rundt om i Danmark om de ydelser, virksomheder kan få hos dem.

Jacob Chr. Nielsen

Jacob Chr. Nielsen

Speciale: Generationsskifte, strategiudarbejdelse, virksomhedsledelse

Se fuld profil