I fremtiden skal vi snakke ’menings-økonomi’

24.10.2019

STAFETTEN: Jakob Sander, direktør i SportsCenter Danmark i Vejen, har indført ’menings-økonomi’ som sit strategiske pejlemærke. Læs hans tanker om forretningsudvikling i den nye virkelighed.

Han står i spidsen for SportsCenter Danmark i Vejen, der har udviklet sig til et af Danmark største idrætsanlæg. Det er den af en særlig grund. Jakob Sander bliver nemlig fremhævet som direktøren, der har en særlig evne til genopfinde sig selv og skabe moderne forretningsudvikling.

Hvad er så din opskrift på god forretningsudvikling?

- Total åbenhed og transparens. Jeg har aldrig holdt idéer tæt ind til kroppen. Du skal bringe dem i spil og involvere andre for på den måde at få dine ideer til at forme sig efter det, dine brugere eller kunder efterspørger, siger Jakob Sander.

Og dermed tør han også godt sige, hvad det er, der ofte går galt i forretningsudviklingen - hvad enten det er den private virksomhed eller den offentlige organisation.

- For ofte bliver man optaget af processen indefra, og hvordan man lykkes med at få sin organisation til at fungere i den nye virkelighed. Men så glemmer man dem, det hele handler om: Kunderne eller brugerne. Dem udefra kommer til at skulle indrette sig efter organisationen, og her hopper kæden af.

I det hele taget gælder det ifølge Jakob Sander om at have øjnene nysgerrigt rettet ud mod verden.

- Du er nødt til hele tiden at vide, hvad der sker i det marked, du opererer i, og så tilpasse dig herefter, siger han.

Nu er det ’menings-økonomi’

I 33 år har han været leder af idrætscenteret i Vejen og de sidste 12 år samtidig været tilknyttet DGI’s facilitetsudvikling. Da han startede, havde centeret et årligt budget på fem mio. kr. I dag arbejder man med et samlet driftsbudget på 62. mio. kr.

Når det kommer til udviklingen af forretningen, så er der ifølge Jakob Sander sket markante forandringer i de sidste årtier. Der har været tale om en bevægelse fra en ren frivillighedsøkonomi til en servicevirksomhed med cafeteriasalg over oplevelsesøkonomi med bl.a. fitness og sundhedstilbud på palletten til det, som han i dag kalder meningsøkonomi.

- For få år siden var det oplevelses-aspektet, som drev vores udvikling. Vi var optaget af at skabe de bedst mulige oplevelser, fordi det var det, vores brugere efterspurgte. I dag er det ikke længere, men derimod meningsøkonomi, vi driver butikken efter, siger han og uddyber:

- Nu stiller vi spørgsmålet: ’Giver det, som vi vil skabe, mening?’ Det er mening på alle niveauer: for borgerne, økonomisk og ud fra et bæredygtighedsprincip.

Og netop det aspekt ser Jakob Sander blive en drivkraft for forretningsudviklingen i fremtiden i både offentlige og private virksomheder.

- Igen handler det om at lytte og være nysgerrig på, hvad dine kunder efterspørger. Og her er der ingen som helst tvivl om, at vi er blevet optaget af mening på et helt andet niveau end tidligere. Kunder vil ikke bare købe produkter, men der kommer et stigende krav om bæredygtighed osv.

Miljø og fællesskab er mening

At Sportscenter Danmark nu er drevet af menings-økonomi, viser sig på en række konkrete planer. For eksempel har Jakob Sander øget fokus på, hvordan han kan ansætte folk, som af den ene eller den anden grund har været væk fra arbejdsmarkedet, og som igen skal finde fodfæste. Men meningsøkonomien viser sig også, når han indgår i et partnerskab med en virksomhed.

- Førhen var spørgsmålet, når vi indgik aftaler, i høj grad, om det gav plus på bundlinjen for begge parter. Men i dag er det i høj grad også spørgsmål om et partnerskab for eksempel kan bidrage til øget fællesskab eller styrke miljøet. Det er mening på alle planer.