Cradle-to-cradle guru roser sydjysk bæredygtigheds-projekt

05.12.2019

Cradle-to-cradle guruen Michael Braungart lagde vejen forbi, da det nye TASTE projekt holdt åbningsseminar. Og selv om, TASTE projektet næppe er vejen til en verden helt uden affald, som er målet i cradle-to-cradle tankegangen, så havde professoren ros til det nye dansk-tyske samarbejdsprojekt.

Vi er nødt til at tænke helt anderledes, når det gælder bæredygtighed. I stedet for at tale om at minimere skaden på miljøet, bør vi i stedet gå efter at forbedre vores miljø og klima. Kort sagt skal vi væk fra begreber som CO2-neutral eller klimaneutral. I stedet skal vi tale om at forbedre vores omgivelser – sådan lyder det fra procesingeniør og kemiker dr. Michael Braungart

”At være mindre skadelig for miljøet er ikke godt nok. I stedet skal man som landbrug og fødevareproducent spørge sig selv, hvordan man kan producere sunde fødevarer samtidig med, at man forbedrer f.eks. jordbund og vandkvalitet. I stedet for at gøre alting mere bæredygtigt og bedre, handler det om at bruge de rigtige ressourcer de rigtige steder og dermed være effektiv ” siger Michael Braungart, der også er professor ved Erasmus Universitetet i Rotterdam. Hans filosofi er, at producenter af varer skal levere et positivt aftryk tilbage til naturen, der svarer til det negative aftryk, produktionen sætter. Deraf betegnelsen ’cradle-to-cradle' (vugge til vugge, Red.).

Europæerne er meget innovative

Det var da også et centralt budskab i hans foredrag ved lanceringen af det nye TASTE-projekt tirsdag den 19. november. I TASTE er fem lokale fødevareproducenter fra det dansk-tyske grænseland gået sammen med det Tekniske Universitet i Flensborg, Madkulturen i Roskilde, Erhvervshus Sydjylland og markedsføringsbureauet Fireball. Med projektet vil partnerne forandre verden til det bedre ved – skridt for skridt - at gøre det naturligt for forbrugerne at vælge bæredygtige fødevarer, og samtidig at inspirere andre virksomheder til at producere fødevarer mere bæredygtigt.

Men selv om TASTE projektet i første omgang ikke forfølger den kompromisløse cradle-to-cradle tankegang, hvor visionen er en verden helt uden affald, roste Michael Braungart projektet. Han mener, at de nye ideer om bæredygtighed netop kommer fra projekter som TASTE, hvor man arbejder sammen på tværs af de europæiske grænser.

”Europæerne er meget innovative, når det gælder den type projekter, hvor man ikke bare tænker på at gøre produkter 10 procent billigere eller producere 10 procent hurtigere,” siger han.

Innovation kommer fra landet

Professoren tror på, at vi kommer til at se langt flere bæredygtige fødevarer fra europæiske fødevareprojekter.

”Innovationen vil her komme fra provinsen i stedet fra de store byer. Det kræver tillid og vilje til at forandre tingenes tilstand. I byerne forsøger man i stedet at optimere tingenes tilstand. Gør man f.eks. plastikposer lettere, ser man det som godt, fordi man bruger mindre plastik. Men det rigtige ville jo være slet ikke at anvende plastik, så det ikke kommer til at flyde i naturen,” siger Michael Braungart.

I TASTE er en af visionerne at give virksomheder redskaberne til løbende at blive mere bæredygtige ved at bruge ressourcerne på en effektiv måde. Der er således tale om en mere pragmatisk tilgang, end den, Michael Braungart taler for. Alligevel sparede han ikke på lovordene.

”Jeg beundrer TASTE. Projektet er så åbent, at man kan se en ny fremtid for landbrugsvirksomhed og fødevareproduktion. Gør man det rigtigt, kan de revolutionere den måde, vi producerer fødevarer. Det er meget elegant,” slutter Michael Braungart.

Projektet finansieres af midler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.