”Jeg sander til uden en langsigtet vision”

22.08.2019

ERHVERVSPROFILEN: Lars Brøndum Petersen og hans Retap-virksomhed i Agerskov fejrer 10 års jubilæum. Hvordan undgår man som ejerleder at blive opslugt at drift? Og hvordan bevarer man gnisten og evnen til at genopfinde sig selv?

 

Mange iværksættere og ejerledere, der har drevet deres virksomhed i en årrække, kender følelsen af, at hverdagen er blevet alt for meget drift, alt for megen administration og alt for megen brandslukning.

Hvor er gnisten? Hvor er den iværksætterånd, ideerne og alt det sjove, som det hele startede med?

Lars Brøndum Petersen, ejerleder i den 20 mand store sønderjyske virksomhed Retap, som for tre år siden rykkede fra København til Agerskov er ikke i tvivl om, hvordan han holder gnisten i live:

”Vi har lige fra starten haft en langsigtet vision om, hvad Retap skal gøre for verden. Og vi har altid gang i langsigtede udviklingsprojekter til at understøtte visionen. Det at forfølge nye ideer er mit brændstof,” siger Lars Brøndum Petersen og fortsætter:

”Jeg sander til uden en langsigtet vision.”

Ikke en direktør-kasket

Retap sælger genanvendelige drikkeflasker målrettet virksomheder og organisationer. De vil ændre virksomheders måder at drikke vand på, nemlig postevand i genanvendelige drikkeflasker.

I år er omsætningen øget med 40 %, og tiden er i den grad med Agerskov-virksomheden, der for år tilbage primært fik mindre ordrer fra virksomheder til events og enkelte afdelinger, hvor det i dag bliver implementeret på tværs af virksomhederne, som f.eks. hos Danske Bank.

”Da vi startede op, havde enhver virksomhed med respekt for sig selv vandflasker på bordene med eget logo. Sådan er det ikke i dag – det er blevet nærmest pinligt med engangsplastikflasker på bordet. Det giver en plads til vores flasker, som man fylder med postevand,” siger Lars Brøndum Petersen, som det aldrig kunne falde ind at læne sig tilbage i succesen og blot administrere virksomheden med sikker hånd.

”Jeg er ikke administrator, og jeg ser heller ikke mig selv som administrerende direktør. Jeg er meget mere en igangsætter, som kan lide at forfølge visioner.”

Sprinter i forvejen

For 37-årige Lars Brøndum Petersen, der har en uddannelsesbaggrund som business development engineer og dermed er ”flasket op” med iværksætteri, handler det derfor om at sikre, at han kan holde sit entreprenante dna i live.

”Min styrke er mine ideer og det at sætte i gang. Men omvendt kan jeg også komme til at løbe foran mine medarbejdere uden at være sikker på, om de er med. Derfor har vi i dag et hold af medarbejdere, hvor der også er bagstoppere, som sikrer at alle er med.”

Klar til de næste 30 år

Flytningen fra København til Agerskov har på alle måder passet til idemanden. Han nyder at være med at skabe værdi i lokalsamfundet, og virksomheden har fået ideelle udviklingsrammer, hvor der er plads til vækst, ligesom han er kommet tæt på familien og sit opvækstmiljø.

”Jeg kan sagtens gøre det her i 30 år mere. Når jeg kan fastholde at være drevet af visioner, og der samtidig er plads til at risikere at fejle, er min passion i live,” siger Retap-ejeren, der lever efter en sætning af Kevin Costner i filmen ”Field of dreams”:

”If you build it, it will come.”

3 gode råd til at holde iværksættergnisten i live:

  1. Arbejd med langsigtede visioner for, hvor du vil hen
  2. Tillad dig selv at tage chancer med risiko for at fejle
  3. Find glæde i hverdagens små sejre for dig selv, dine medarbejdere og det lokalområde, din virksomhed bidrager til

Kilde: Lars Brøndum Petersen, direktør Retap, Agerskov