Webinarrække: Kan vi producere og spise os til en bedre verden?

Den 9. marts har projektet premiere på det første af i alt 12 webinarer, som hver især søger svar på spørgsmålet: Kan vi producere og spise os til en bedre verden?

Et af de mange grønne projekter, som i dette forår lanceres af Erhvervshus Syddanmark, er det Interreg-støttede Positively Produced - et dansk-tysk partnerskab til fremme af bæredygtig fødevareproduktion og -forbrug.

En række af de fremmeste forskere inden for denne emnekreds bidrager til webinarerne, der er tilrettelagt og hostes af Skærtoft Akademi, projektpartner i Positively Produced.

Webinarerne afvikles gennem hele 2021 som halvtimes inspirationsmøder med tre webinarer i hver af ugerne 10, 15, 37 og 40. De henvender sig til alle, der interesseres sig for den grønne omstilling i fødevaresektoren, som underviser i bæredygtighed, eller som blot er interesseret i at vide mere om at spise klimavenligt.

Marie-Louise Risgaard er moderator på webinarerne, som afvikles på engelsk via Zoom. De starter alle dage kl. 15.30 med en miniforelæsning på ca. 20 min., hvorefter der er afsat ca. 10 min. til spørgsmål fra deltagerne vedr. dagens tema.

Datoer og program for i de seks webinarer, som afvikles i foråret 2021, er:
Tirsdag den 9. marts: Krise for klima, biodiversitet og fremtidens mad
v. Thomas Bjørneboe Berg, Phd, seniorforsker, NATURAMA
Onsdag den 10. marts: Partnerskaber er vejen frem, hvis vi skal have mad til alle
v. Steen Hildebrandt, professor, formand f. 2030 panelet
Torsdag den 11. marts: Skal vi spise mere grønt, skal det smage godt
v. Ole Mouritsen, professor, KU, kogebogsforfatter
Tirsdag den 13. april: Frugtbar jord: godt for klima, biodiversitet og sund mad, der smager

v. Per Kølster, MSc, formand, Økologisk Landsforening

Onsdag den 14. april: Hvordan undgår vi madspild?
v. Niels Heine Kristensen, professor, RUC
Torsdag den 15. april: Hvordan kan rester fra fødevareproduktion blive til nye produkter?
v. Lene Lange, professor, LLa-BioEconomy

Projektet Positively Produced drives af Erhvervshus Sydjylland i samarbejde med Erhvervhus Fyn, Madkulturen, Skærtoft, Naturmælk, Fireball, Hochshcule Flensburg, Nordfriesisches Lammkontor, Backensholzer Hoftkäserei og Joldelunder Bäckerei.

Projektet løber i perioden 2018-2021 og er finansieret af Interreg Deutschland-Danmark med midler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling. (Læs mere om Interreg Deutschland-Danmark på www.interreg5a.eu).

interreg_logoeu_regionalfonds

Sidst opdateret: 24.02.2021