Omfattende eksportpakke er klar

Dato: 28.05.2020

Udenrigsministeriet har lanceret en række nye initiativer, der skal sikre danske virksomheder hjælp til at genoprette eksporten i takt med, at verden åbner op. Samtidig øges indsatsen for at tiltrække udenlandske investeringer til Danmark.
eksportpakkeesbjerg

Udenrigsminister Jeppe Kofod havde valgt at besøge Esbjerg for at lancere den nye eksportpakke, der skal støtte de danske virksomheder efter Corona. Her er ministeren på besøg hos Polytech i Bramming, hvor CEO Mads Kirkegaard beretter om virksomhedens aktuelle eksportinitiativer i Kina og Mexico. På billedets ses også Erhvervshus Sydjyllands direktør Jacob Chr. Nielsen, Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen samt direktør for Business Esbjerg, Susanne Nordenbæk.

I alt er der afsat 225 mio. kr. til en øget indsats for eksport- og investeringsfremme i 2020 og 2021.

Udenrigsminister Jeppe Kofod markerede lanceringen af eksportpakken med et besøg i Esbjerg mandag d. 25. maj. Her besøgte han flere af området eksportvirksomheder og byens eksporthavn.

Med de nye initiativer etablerer Udenrigsministeriet blandt andet en ’udrykker-enhed’, der proaktivt vil opsøge mere end 1.000 berørte danske SMV’er og 100 udenlandskejede virksomheder. Og Udenrigsministeriet vil tilbyde gratis akutrådgivning og assistance til danske virksomheder, der på markeder på tværs af verden oplever problemer med fx told samt varer og personers fri bevægelighed på grund af COVID-19-krisen.

Udenrigsministeriets priser for øvrig eksportrådgivning halveres desuden for alle virksomheder, mens SMV’er gennem tilskud kan få reduceret prisen med samlet 75 procent. Ligeledes fordobles midlerne til danske virksomheders erhvervsfremstød i 2021.

- Krisen truer cirka en million danske jobs, som enten er knyttet til eksport eller aktiviteter i udenlandskejede virksomheder i Danmark. En bæredygtig genstart af dansk økonomi, eksport og udenlandske investeringer vil derfor være en absolut hovedprioritet for Udenrigsministeriet i 2020 og 2021. Vi sætter nu markant ind for, at virksomheder i Danmark får ordrebøgerne fyldt, og folk ikke mister deres job, siger Jeppe Kofod i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Vi vil derfor også opprioritere vores arbejde på de danske ambassader med identificere nye markedsmuligheder inden for vores styrkepositioner og åbne nye døre for danske virksomheder. En særlig indsats vil være målrettet at rydde problemer af vejen for danske virksomheder på EU’s indre marked, som særligt danske SMV’er er afhængige af.

Se indholdet af den nye eksportpakke