Erhvervshus Sydjylland ansætter økonomichef

10.10.2019

René Poulsen får ansvaret for at opbygge Erhvervshus Sydjyllands økonomifunktion.

 

Erhvervshus Sydjylland har pr. 1. december 2019 ansat René Poulsen som ny økonomi- og administrationschef. Ansættelsen sker som led i etableringen i en selvstændig økonomifunktion i det nyetablerede sydjyske erhvervshus.

René Poulsen indtræder i Erhvervshus Sydjyllands ledergruppe, som dermed tæller i alt fem personer.

- Vi udbyder forskellige støtteprogrammer og samarbejdsprojekter, som bygger på bevillinger fra EU-fonde og nationale erhvervsfremmemidler. Det kræver detaljeret styring, og derfor er det vigtigt at få økonomi med om bordet i erhvervshusets strategiske ledelse, siger Erhvervshus Sydjyllands adm. direktør, Jacob Chr. Nielsen.

René Poulsen er 44 år og bosiddende i Kolding. Han kommer fra en stilling som økonomi- og administrationschef hos erhvervsfremmeorganisationen D2i – Design to Innovate. Udover budgetlægning, årsregnskab samt ledelsesrapportering har René en bred erfaring med EU-fonde og andre støtteordninger, blandt andet via en tidligere ansættelse som senior fondskonsulent i Region Syddanmark.

I Erhvervshuset bliver René Poulsen ansvarlig for opbygning af økonomiafdelingen, herunder bogholderi, løn og projektcontrollere. Derudover får han ansvaret for udarbejdelse af budget, årsregnskab, bestyrelses- og ledelsesrapportering samt projektøkonomien.